HØJ Elite har indgået 2-årig aftale med ung bagspiller fra Randers Håndbold

Som led i etablering af en stærk og udviklingsorienteret trup har HØJ Elite indgået en to-årig aftale med 20-årige Frederik Skoda, der i øjeblikket spiller i Randers Håndbold. Skoda kan både spille venstre back og playmaker.

Om aftalen siger cheftræner Jesper Fredin: ”Vi er rigtig glade for, at vi i konkurrence med andre attraktive klubber er blevet foretrukket. Skoda er en spiller, jeg har fulgt siden, han var ungdomsspiller i Ålborg. Han er en dygtig to-vejs spiller med et meget stort potentiale, og jeg er sikker på, han vil passe godt ind med de andre unge holdkammerater, både som håndboldspiller og person. Han er samtidig en meget seriøs og ambitiøs ung mand, som uden tvivl vil bidrage positivt til vores i forvejen gode træningsmiljø”.

Aftalen med HØJ Elite betyder, at Skoda skal rykke teltpælene op og flytte fra Ålborg til København. ”Jeg er da spændt på, hvordan det bliver at komme til Sjælland, og jeg skal ud og finde både bolig og job, så det er selvfølgelig en udfordring. Men jeg føler på den anden side, at tidspunktet er det rigtige efter fire år i Ålborg som U16 og U18 spiller og senest to sæsoner i Randers, og jeg synes, at HØJ’s værdier og ambitioner passer godt med mine egne, så valget var i virkeligheden ikke så svært. Jeg har meget fokus på at udvikle mig som håndboldspiller, og jeg føler, at jeg med det her skifte rykker et skridt op af stigen. Jeg drømmer om at være en etableret ligaspiller om 3-4 år, og det kræver jo en betydelig indsats både på og udenfor banen, og man kan ikke bare springe over, hvor gærdet er lavest”, siger Frederik Skoda, der var på besøg i sin nye klub i går og fik vist klubbens domicil og spillesteder, bl.a. den nye arena i Jyllinge.

 

Yderligere oplysninger fås hos cheftræner Jesper Fredin på tlf. 31424334.