HØJ Håndbold og Tryk10 har valgt at forny deres samarbejds- og sponsoraftale for endnu 4 år.

Det gode og tætte samarbejde mellem HØJ og Tryk10 begyndte tilbage i 2011, og den nye samarbejdsaftale betyder, at Tryk10 vil levere al tryk på klubtøjet og T-shirts til HØJ’s ungdomsafdeling i forbindelse med klubture m.m.

Tryk på tøj er vigtig for en håndboldklub som HØJ, og klubben sætter derfor også stor pris på, at samarbejdet med Tryk10 kan fortsætte:

”Tøj med HØJ’s klublogo på er med til at skabe en fællesskabsånd og synlighed rundt omkring i Håndbold Danmark. Samtidig er det vigtigt for os og vores sponsorer, at trykket leveres i en god og holdbar kvalitet. Da vi jo samtidig er en klub baseret på frivillig arbejdskraft, er det afgørende for os i dagligdagen, at der er stor fleksibilitet i samarbejdet, så vi kan få trykt og leveret tøj m.m. hurtigt og nemt.  Vi oplever, at Tryk10 kan levere alt dette”, siger HØJ’s formand Helle Rasmussen.

”I Tryk10 arbejder vi hele tiden med nye tiltag for at forbedre vores forretning og service, som skal komme spillere, forældre, søskende og sponsorer i HØJ Håndbold til gode. Derfor vil den fremtidige samarbejdsaftale også indebære nye tiltag som klistermærker, broderi og streamers. Vi glæder os dog allermest over at annoncere, at vi nu tilbyder tryk på sko og bolde” fortæller Morten Mogensen, der er ejer af Tryk10.

Tryk10 vil blandt andet være at finde på HØJ Håndboldskole, så hold øje med årets invitation.