LIGA-KVINDERNE LUKKER 2025 MED FANTASTISK SEJR

Foto: HØJ Elite
Silkeborg-Voel KFUM – HØJ Elite 28-32 (17-19)
Efter slutfløjtet mod de grønblusede fra Silkeborg-Voel ventede der mere end halvanden måneds kamppause, før liga-kvinderne skulle i aktion igen.
Derfor var der også meget på spil for vores yndlinge lørdag eftermiddag i det jyske.
En sejr ville give et enormt selvtillidsboost og – ikke mindst – to ekstremt vigtige point til samlingen. To elementer, der i den grad kunne tages positivt med ind i 2026.
Og sikke en præstation det blev – fra start til slut, hvilket også gav cheftræner Kristian Kristensen smil på læben, da han skulle evaluere indsatsen efterfølgende:
“Sejren var velfortjent og enormt vigtig på flere parametre. Eksempelvis har vi kæmpet med vores afslutninger og derigennem målfrekvensen i mange kampe. Her ramte pigerne et højt niveau gennem de mange åbne chancer i vores 7-6 spil. I 2. halvleg brændte Martina Thørn banen af og var kraftigt medvirkende til, at vi kunne holde Silkeborg-Voel på afstand”.
Ud over Martina Thörns fantastiske indsats – som resulterede i en redningsprocent på imponerende 66,67 (8 på 12) – var det endnu en gang Emma Navne, der med sit utrættelige fighterhjerte styrede dirigentstokken og blev kampens suveræne topscorer med hele 10 mål.
På fløjen viste unge Matilde Dalbo Kirkegaard sig også flot frem med fem sikre scoringer i løbet af kampen.
Nu venter der kamppause for størstedelen af truppen – dog skal vores dygtige færøske landsholdsspiller, Marita Mortensen, til VM med Færøerne.
Vi ønsker Marita al mulig held og lykke med de spændende VM-kampe.
HØJ Elite – Sammenhold og Fællesskab i Særklasse