Afløseren fundet

HØJ sluttede sæsonen af med succes ved at sende 1. divisionsrivalerne TMS Ringsted ud af pokalturneringen. Det var samtidig afsked med den ene af holdets to målmænd, Jacob Hvid Hansen, der af tidsmæssige årsager valgte at stoppe karrieren på topplan.

Men HØJ har ikke været længe om at finde en afløser. Ølstykke-klubben har lavet en to-årig aftale med 25-årige Martin Knudsen, der i den forgange sæson vogtede målet for Korsør Slagelse.

– Sidste år gav det pote hver gang, at vi satte Jacob Hvid ind i stedet for Peter Nørklit. De er forskellige typer, og det samme er gældende med Martin. Det har egentlig været et let valg, siger sportschef Henrik Kjeldsen om tilgangen på målmandssiden.

For Martin Knudsen var det heller ikke specielt vanskeligt at vælge HØJ som ny klub. Korsør Slagelse rykkede ned i 2. division, så det er et spring frem i karrieren at komme til HØJ.

– Det er en højere rangerende klub, konstaterer målmanden og fortsætter:

– Og så gør det heller ikke noget, at det er lidt nemmere at komme til træning. Det tager bare en halv time i bil. På den tid var jeg jo bare nået til Køge-udfletningen i sidste sæsonen, lyder det lunt fra den i København bosiddende målmand.

Han har trådt sine første håndboldsko i Lyngby, og den 192 centimeter høje målmand har også tidligere i karrieren spillet for Holte og Furesøen.

– Jeg glæder mig, og jeg ser frem til at suge til mig fra Peter Nørklit. Ham har jeg jo set i tv, siden jeg var dreng, siger Martin Knudsen ved udsigten til at skulle danne duo med den tidligere landsholdsmålmand.

Ud over aftalen med Martin Knudsen, så har HØJ forlænget flere aftaler med spillere fra den nuværende trup. Senest har fløjen Danni Jørgensen Jacob Hvid er den eneste der umiddelbart stopper, og der ud over har HØJ planer om at indlemme seks nyoprykkede ynglingespillere i truppen fra det hold, der vandt bronze ved DM for et par uger siden.

Kilde: Sn.dk
Foto: René Larsen