Alexander Hansen fortsætter i HØJ Elitehåndbold

Den eksplosive højre back Alexander Hansen fortsætter i HØJ Elite i sæsonen 2022-2023. Alexander Hansen vendte tilbage til HØJ op til sæsonen 2020-2021 efter nogle år med en tilværelse som bl.a. ligaspiller i henholdsvis TMS Ringsted og SønderjyskE.

Om at fortsætte sin karriere i HØJ Elite siger Alexander Hansen selv:

”Mine to første sæsoner i HØJ Elite har været over al forventning. Mit første år som senior spillede jeg også i HØJ, og efter jeg er vendt tilbage, har jeg kunnet mærke en klub i rivende udvikling. Menneskene omkring og på holdet er fantastiske. Jeg føler mig virkelig godt tilpas, og derfor behøvede jeg ikke lang betænkningstid for at forlænge min kontrakt. Min personlige motivation for at fortsætte i HØJ Elite ligger klart i at være med til at forbedre det sportslige niveau endnu mere og rykke holdet op i den bedste danske liga. Gerne i år og hvis ikke, så næste sæson – det synes jeg, klubben fortjener’’.

Cheftræner Jesper Fredin er rigtig godt tilfreds med, at Alexander Hansen fortsætter i klubben ….

 ’’Offensivt er Alex altid farlig med sin hurtighed og eksplosive spillestil. Han har ikke behov for meget plads til at lave mål og assists, hvor han særligt er farlig med sit hurtige aftræk på skuddene og sit adrætte fodskifte. Han har tilmed opbygget en stor stabilitet og autoritet i sit spil, og så er Alex en flink fyr, der også bidrager positivt uden for banen’’.

Yderligere information kan fås hos cheftræner Jesper Fredin på telefon 31424334.