DAMERNE HAR VÆRET EN TUR I ITALIEN

Vores damehold har været på en forlænget weekend i Ferrara i Italien for at deltage i en international træningsturnering. De fik trænet, styrket fællesskabet og spillet kampe mod udenlandske hold – alt sammen med stor succes.

Her kan du læse om hele turen, som trænerteamet beskriver den:

En del af sæsonopstarten for HØJ Elites damer har været en længe ventet tur til Italien, hvor vi
var inviteret til at deltage i “2. Torneo Internazionale Trial” i Ferrara. Det var 18 forventningsfulde spillere og ledere, der troppede op i lufthavnen torsdag den 25. august, på vej mod vores første internationale turnering sammen.

Torsdag aften landede vi i Bologna og kørte direkte til Ferrara for at tjekke ind på hotellet.
Her fik vi dét, der skulle vise sig, at være vores første pastaret af mange. Efter maden stod
underholdnings-gruppen for lidt Jeopardy om Italien, hvor vi alle blev klogere på bl.a., hvor
mange indbyggere der er i Italien, facts om Ferrara samt hvad en pizza med ost hedder på
italiensk.

Fredag stod den på morgentræning – både for at få flyturen ud af benene men også for at
se hallen samt få fornemmelsen af at spille og træne i 32 graders varme. Resten af dagen gik med at se lokalområdet og et tiltrængt besøg i den lokale swimmingpool.

Fredag aften kl. 20 stod på den første kamp mod værterne fra Ferrara, som vi ad omveje havde hørt i år satser på at bytte sidste års 5. plads i den bedste italienske række ud med en top 3-placering. Ferrara har derfor investeret i et par østeuropæiske spillere. Med en god træningskamp mod TMS i bagagen var selvtilliden hos os stor – og med en koncentreret indsats i alle 60 min. slog vi Ferrara med ikke mindre end 35-18 efter en halvlegsføring på 14-8. Kampen var præget af en stor forsvarsindsats krydret med meget fine præstationer i målet af både Sø og Chahade, og med skarpe Fie og Ditte på fløjene kunne vi løbe hjemmeholdet ned i store dele af kampen. MVP blev Ditte, der scorede 6 mål.

Lørdag morgen fik vi igen en god træning i benene – og igen i solide 32 graders varme. Eftermiddagen gik med at restituere og lade op til aftenens kamp mod Handball Erice fra
Sicilien; et hold bestående af semi – og fuldtidsprofessionelle østeuropæere og italienere.
Det skulle vise sig at blive en tæt – og meget fysisk hård – affære. Begge forsvar var godt
Indstillet, og der skulle kæmpes hårdt om hver eneste bold – vi gik til pause med stillingen 9-9.
Første halvleg bød igen på solidt forsvarsspil og store redninger fra Chahade. I 2. halvleg fik
vi et lille forspring på 1-2 mål, som vi med besvær holdt kampen ud. Jo scorede
sejrsmålet til 21-20. Der var mange gode præstationer også i den kamp. Sidsel gjorde bogstavelig talt ALT for at få titlen som MVP (!!!) – men med ikke mindre end 9 scoringer og solidt forsvarsspil blev Ditte alligevel igen valgt til MVP.

Lørdag aften var vi kulturelle og var inde i byen, hvor vi så nærmere på Ferrara, som er en
ægte renæssance by – og på UNESCO’s verdensarvliste. Samtidig var der Ferrara Buskers
Festival, som er verdens største festival med gadeartister i alle afskygninger fra klovne,
Tarotkort-læsere og kunstnere til musikbands. En kæmpe oplevelse med fyldte gader og
festglade mennesker.

Søndag var det så tid til en tidlig kamp mod polske Plok, der stillede op med et “akademi”-hold
bestående af unge spillere. På trods af en fin fysik hos de polske spillere var der spillemæssigt for langt op til de andre hold i turneringen. Kampen mod os var ingen undtagelse. Vi kunne lade et par skadede spillere sidde over og stadig vinde komfortabelt med 32-12. MVP i den kamp blev Clara.

Det er altid spændende at spille i udlandet, hvor vi ikke bare blev presset på det
spillemæssige, men i den grad også på en anderledes håndboldkultur, uvant bane med
gennemtræk samt særdeles høje temperaturer. Alt i alt en fin turnering at deltage i, hvor det selvfølgelig var flot at vinde. Men vigtigere var det, at vi fik finpudset detaljerne, lært hinanden bedre at kende og rystet truppen sammen til en endnu stærkere enhed.