Færøsk stregtalent til HØJ Elite

HØJ Elite har fra sommeren 2026 og tre sæsoner frem sikret sig det stærke færøske stregtalent Isak Vedelsbøl, som kommer til fra svenske IK Sävehof.
21-årige Isak Vedelsbøl er nuværende færøsk A-landsholdsspiller, ligesom han tidligere er beskrevet som en af de største profiler på Færøernes dygtige U21-landshold.
Vedelsbøl er helt aktuelt udtaget til den færøske EM-trup og skal i de kommende dage og uger derfor prøve kræfter med nogle af Europas absolut bedste håndboldnationer.
HØJ Elites direktør, Lars Vinther, ser da også med stor forventning frem til, at vores kommende stregspiller bliver en del af truppen til sommer.
”Isak er en ung, fysisk stærk og ambitiøs tovejs-spiller, som allerede har bevist sig på internationalt niveau. Muligheden opstod for at få Isak ud af hans nuværende kontrakt ét år før udløb, og vi glæder os over, at det faldt på plads, så han kan slutte sig til vores trup allerede til den kommende sæson.
Med sine blot 21 år ser vi et stort udviklingspotentiale i Isak, og vi er overbeviste om, at han både kan forstærke os på kort sigt og samtidig udvikle sig yderligere i vores miljø. Vi glæder os meget til at få ham ind i truppen”, siger Lars Vinther.
Et miljø med høj kvalitet
Isak Vedelsbøl har også selv store forventninger til sin tid i HØJ Elite, hvor han glæder sig til at blive en del af en dygtig og ambitiøs spillergruppe.
”Jeg har valgt HØJ Elite, fordi det føles som et godt udviklingsskridt for mig. Jeg kommer ind i et miljø med høj kvalitet, hvor tempoet og kravene er markant større, og det er netop det, jeg har søgt. Jeg ser HØJ Elite som et sted, hvor jeg kan udvikle mig meget, netop fordi niveauet i truppen er så højt. Det er et miljø, der udfordrer mig hver dag, og som jeg tror vil løfte mig som spiller”.
Isak Vedelsbøl begyndte sin professionelle karriere i færøske Neistin, inden han i 2023 skiftede til H71 ligeledes på Færøerne. Herefter gik turen videre til hans nuværende klub, svenske IK Sävehof, inden han til sommer trækker i HØJ-trøjen.
Isak Vedelsbøl står inden EM-slutrundens start noteret for 14 A-landskampe for Færøerne.
For yderligere oplysninger: Lars Vinther, direktør. Tlf.: 20 97 79 30
Foto: Hondbóltssamband Føroya