Gode betingelser for at starte kvalspillet med at tage point

Foto: Jens Ørgaard Jensen
Sådan lyder det fra cheftræner Anders Thomsen, der er fortrøstningsfuld, forud for kvalifikationsspillet, som starter med et lokalbrag i Farum Arena onsdag aften.
Det fortæller han inden opgøret mod TMS Ringsted – den første af i alt fire kvalkampe.
”Jeg ser alle fire opgør som 50/50-kampe, og jeg har en god fornemmelse i forhold til det arbejde, vi lægger for dagen i øjeblikket.
Vi skal huske, at vi i store dele af grundspillet har været fuldt ud konkurrencedygtige, og når vi rammer vores niveau, mener jeg derfor også, at vi kan tillade os at sigte efter point i alle de kommende kampe.
Derudover har jeg set en opadgående formkurve i de seneste spillerunder, og jeg føler mig overbevist om, at den forløsning, som en sejr vil give, venter lige rundt om hjørnet”.
Hjemmebanen kan blive en afgørende faktor
”Når vi ovenikøbet har hjemmebane i den første kamp, har vi de optimale betingelser for – sammen med vores mange fans – at skabe en kulisse på niveau med den, vi oplevede senest mod Ribe-Esbjerg, hvor der var larm på lægterne og tæt fight på banen.
Selvfølgelig havde det været en fordel at have point med over i kvalspillet, men kampprogrammet kan vise sig at få betydning. Vores første modstander, TMS Ringsted, starter med to udekampe og sidder samtidig over i den sidste og potentielt afgørende spillerunde. Det forløb er der næppe nogen af de øvrige hold, der misunder dem”, afslutter Anders Thomsen, som ser frem til massiv opbakning fra tribunerne onsdag aften.
Køb billetter til kampen på billetsalg.dk/høj
HØJ Elite – Sammenhold og Fællesskab i Særklasse.