HØJ Elite henter playmaker på lejeaftale fra Skjern Håndbold

Foto: HØJ Elite
Marius Nørsøller fra Skjern Håndbold har underskrevet en etårig lejeaftale med HØJ Elite og støder til truppen, når holdet møder ind til opstart i den kommende uge.
20-årige Nørsøller bliver dermed en del af HØJ Elites stærke playmaker-trio, som i forvejen tæller Linus Arnesson og Mads Bøgh.
Sportschef Hans Lindberg siger om aftalen med Marius Nørsøller:
“Marius er uddannet på Talentakademiet Ringkøbing-Skjern og har arbejdet målrettet på at få sin ligadebut for Skjern Håndbold. Det lykkedes i sidste sæson, da han for alvor slog igennem i ligakampen mod GOG og blev kåret til kampens spiller.
Marius kommer med både fart og gennembrudsstyrke, og der er ingen tvivl om, at vi får tilført en dygtig og dedikeret playmaker med en stærk arbejdsmoral. Han har allerede vist, at han leverer, når han får chancen.”
Marius Nørsøller ser frem til skiftet til HØJ Elite:
“Jeg har gjort mig mange overvejelser både for og imod at skulle væk fra det trygge i Skjern, men jeg er faldet godt til ro i min beslutning om at kunne blive en del af et virkelig spændende projekt i HØJ Elite. Jeg ser det som en fed mulighed for at kunne lægge flere kompetencer på mit spil. Jeg glæder mig meget til den kommende sæson og til at lære menneskerne i og omkring klubben at kende.”
Marius Nørsøller kom til Talentakademiet Ringkøbing-Skjern fra Stavtrup IF ved Aarhus, hvor han gennem tre år udviklede sig i Skjern Håndbolds talentmiljø.
Den officielle seniordebut for Skjern kom i pokalkampen mod Odder Håndbold i 2024, mens ligadebuten fulgte mod Mors-Thy Håndbold i oktober 2025.
Vi byder Marius Nørsøller varmt velkommen i HØJ-familien.
HØJ Elite – sammen vokser vi