HØJ Elite skal have ny bestyrelsesformand

Lars Vinther har valgt at trække sig som bestyrelsesformand i HØJ Elite.
Det sker efter, at HØJ Elite 1. juli gennemførte en ledelsesrokade, hvor Lars Vinther tiltrådte som bestyrelsesformand, mens Helle Rasmussen overtog posten som administrerende direktør.
Rokaden skete i fuld enighed og med opbakning fra den samlede bestyrelse. Men Lars Vinther har nu meddelt den øvrige del af bestyrelsen, at han trækker sig.
”Lars har meddelt bestyrelsen, at han ikke længere ønsker at være en del af HØJ Elite. Det er vi selvfølgelig ærgerlige over – særligt set i lyset af, at vi netop havde lavet en ny konstellation. Men vi har taget Lars’ beslutning til efterretning og er nu i gang med at undersøge, hvordan vi skaber det stærkest mulige fremtidige setup,” siger Helle Rasmussen, der er direktør og medlem af bestyrelsen.
Arbejdet med at finde en ny bestyrelsesformand er påbegyndt, og samtidig vil man nu i HØJ Elite se på en eventuel udvidelse af bestyrelsen for at styrke klubbens udvikling yderligere.
”Vi vil benytte anledningen til at genoverveje bestyrelsens sammensætning og størrelse med henblik på, at den i endnu højere grad kan understøtte klubbens fortsatte udvikling. Ændringen kommer ikke til at få indflydelse på hverdagen i klubben, for vi har en stærk organisation med dygtige og engagerede medarbejdere. Vores sportslige setup og økonomiske fundament er stærkt og er på plads for de kommende sæsoner. Jeg er derfor meget fortrøstningsfuld med hensyn til HØJ Elites fremtid”, siger Helle Rasmussen.