HØJ Elitehåndbold og Bo Spellerberg fortsætter samarbejdet

Den 1. februar 2020 kunne HØJ Elite offentliggøre, at en af landets absolut største håndboldprofiler Bo Spellerberg ville fortsætte karrieren i klubben som spillende assistenttræner. Samarbejdet har nu varet et par sæsoner, og begge parter er så tilfredse, at det er aftalt at skulle fortsætte.

’’Bo har tilført netop det, vi håbede på’’, fortæller direktør Lars Vinther. ’’Hans professionalisme har udfordret os på den gode måde og bidraget til udvikling af både holdet og klubben. Samtidig har Bo en meget fin forståelse for, hvor vi er, og hvad vi ønsker med og for klubben, og derfor er det en fornøjelse at samarbejde med ham’’.

Ser man på de sportslige resultater har Spellerberg sammen med resten af holdet og teamet omkring holdet sikret HØJ Elite de bedste placeringer nogensinde. I sæsonen 2020-2021 blev det til en 5. plads i 1. division, mens det i indeværende sæson blev til en 2. plads, og holdet er pt. ude i play-off kampe mod TTH Holstebro om en plads i Håndboldligaen.

Spellerbergs rolle i HØJ Elite bliver fortsat som spillende assistenttræner, med styrket fokus på udvikling af truppens unge bagspillere som fx Lauge Hemmingsen, samt Lucas Garsdal der kommer til HØJ Elite fra GOG til den kommende sæson. Desuden er det aftalt, at Spellerberg i større udstrækning skal tage del i den kommercielle udvikling af klubben.

’’Vi er ved at ansætte en kommerciel chef på fuld tid, og vedkommende vil kunne drage nytte af Spellerberg status og forståelse for netop det erhvervsrettede arbejde som en nødvendighed for en klub med ambitioner om at komme i landets bedste række’’, fortæller Lars Vinther. ’’Bo er en meget fin ambassadør for håndbolden og klubben, og det vil vi gerne udnytte endnu mere’’.

HØJ Elites cheftræner Jesper Fredin, der ligeledes fortsætter i den kommende sæson, er også meget tilfreds med forlængelsen af samarbejdet. ’’Bo har stor indflydelse på udviklingen af HØJ Elite både på og udenfor banen. Han har en enorm betydning for vores dagligdag og er hele tiden med til at skubbe tingene i den rigtige retning. Han er foregangsmand for mange af vores unge spillere i truppen og har eksempelvis ikke misset en eneste træning i to sæsoner. Bo’s professionalisme er altid på højeste niveau – uanset om han har træner- eller spillerkasketten på, og samarbejdet mellem os fungerer upåklageligt. Derfor er jeg også meget glad for, at jeg fortsat skal arbejde sammen med Bo i fremtiden, og jeg ser frem til, at vi sammen skal videreudvikle både spillet på banen, spillerne i truppen og klubben som helhed’’, slutter Fredin af.

Yderligere information kan fås hos direktør Lars Vinther på tlf. 20977930.