Efter en suveræn sæson 2018-2019, hvor HØJ Elites damehold sluttede på en overbevisende 1. plads i deres pulje og dermed sikrede sig direkte oprykning, er holdet nu i gang med forberedelserne til 2. division.

Anders Krogh og Michal Piotrowski (Pio) fortsætter som trænere, og de glæder sig til at videreudvikle truppen og spillerne, så oplevelsen i 2. division bliver god. ”Vi ser frem til at spille i 2. division og er spændte på, hvordan vi kommer til at matche de øvrige hold. Der er alligevel en del niveauforskel fra 3. – til 2. division, men vi har et stærkt og motiveret hold med dygtige spillere, herunder en god kombination af erfarne spillere, der tidligere har begået sig i de øverste divisioner eller liga, og unge ambitiøse spillere af egen avl”, fortæller Anders.

 Blandt de erfarne spillere finder vi Patricia Szölözi, Sidsel Terkelsen, Louise Hjorth og Julie Grønbech, som er bærende spillere på holdet. Alle fire fortsætter i den kommende sæson. Det samme gør Anita Rasksen og Julie Lønbak på højre fløj, Bibi Hagenow på stregen og Julie Bach, Marie Toft og Lærke Rasmussen i bagkæden. Målmandsduoen Maiken John og Susanne Jensen (Sulle) har også meldt sig klar til at tage en tørn mere, og det forventes desuden, at den unge stregspiller Christa Skytte Jensen kommer tilbage til HØJ efter et halvt års ophold på idrætshøjskole i det jyske.

I bestræbelserne på at gøre en god figur i 2. division, har HØJ Elite dog også et mål om at forstærke dametruppen, bl.a. så bredden sikres. ”Vi har et ønske om at blive lidt flere spillere samtidig med, at vi har nogle positioner, vi gerne vil forstærke os yderligere på”, forklarer Pio. Indtil videre er truppen udvidet med to stærke fløjspillere, Ditte Bach og Emilie West, der kommer til HØJ Elite fra hhv. HIK og Vidar. ”Ditte er en stærk venstrehåndet spiller, og hun vil dermed kunne styrke vores spil i højre side af banen. Ligesom Anita er Ditte lynhurtig, og hun har en virkelig god springkraft og et skarpt skud. Ditte er ambitiøs og stiller store krav både til sig selv og sine medspillere, så med hendes tilgang har vi fået en virkelig indpisker ind på holdet”, fortæller Anders. Og han fortsætter: ”Emilie er også en hurtig spiller med en rigtig god teknik og krøllede finter, og med tilgangen af de to som supplement til de øvrige, ser det rigtig godt ud på vores fløjpositioner og for det hurtige spil op ad banen, som vi gerne vil praktisere”,slutter han af.

HØJ’s dametrup startede træningen op i sidste uge efter en kort ferie, og er gået i gang med en intensiv fysisk træning, der skal lægge lag ikke mindst på muskelstyrken. Anders og Pio siger: ”Vi ved, at der vil komme mere fysik i 2. division, og det højest sandsynligt er der vi, som oprykkere, bliver allermest presset. I erkendelse af det, har vi ansat en fysisk træner, Christian Hagenbæk, som vil komme til at stå for den fysiske træning og få lagt et ekstra lag på fysikken”. Om Christian Hagenbæk siger Anders: ”Christian er en ekstrem dygtig fysisk træner, som førhen har trænet mange eliteidrætsfolk i mange forskellige sportsgrene på højt niveau, og samtidig har Christian en håndboldbaggrund, hvilket gør, at han ved lige præcis, hvor han skal sætte ind”.

Damerne træner tirsdage kl. 18.30 i Jyllingehallen og torsdage kl. 18.00 i Ølstykkehallen, og man er meget velkommen til at møde op. Der forventes at blive hold i 2. div., Kvalifikationsrækken og Serie 2.