HØJ Elites nye målmandskonstellation er på plads

Det bliver en kombination af ”rutineret ræv” og ungt talent, der kommer til at præge HØJ Elites målmandskonstellation fra næste sæson.

Frank Mikkelsen har forlænget sin aftale med endnu en sæson, og hans makker bliver unge Pauli Jacobsen, der bl.a. er keeper på det færøske landshold.

Om forlængelsen med Frank Mikkelsen siger cheftræner Jesper Fredin: ” Kontinuitet er vigtigt, og Frank har gennem sæsonen bevist, at han er en af de bedste målmænd i 1. division. Han har i flere kampe ”rullet gardinet ned”, og han kan om nogen fyre op i hallen. Men sin til tider lidt mærkværdige målmandsstil er han et meget ubehageligt bekendtskab for vores modstandere, hvor han har det med at komme ind i hovederne på skytterne”.

Frank Mikkelsens nye makker 20-årige Pauli Jacobsen kommer til HØJ Elite fra Færøerne. Han har tidligere spillet i ligaklubben Skanderborg og i den franske Pro-Ligue. Om Pauli fortæller Fredin: ”Pauli er en meget spændende ung målmand, som vil fremad i verden. Han har trods sin unge alder allerede nu gjort sig international erfaring både fra den franske Pro Ligue og på det færøske landshold. Han er teknisk dygtig, reaktionsstærk og en dygtig igangsætter. Jeg er overbevist om, at Pauli har et kæmpe potentiale, som jeg tror på, vi kan være med til at forløse i HØJ Elite. Jeg synes, vi har en meget spændende målmandsduo til den kommende sæson”.

Yderligere oplysninger kan fås hos cheftræner Jesper Fredin på tlf. 31424334.