HØJ MORAL OG STÆRK FIGHT SIKREDE VIGTIGT POINT I RINGSTED

Foto: Jens Ørgaard Jensen

TMS Ringsted – HØJ Elite 32-32 (16-18)

Helt som forventet blev kampen i Ringsted en både intens og dramatisk affære, da de to lokalrivaler tørnede sammen foran de mange hundrede medlevende tilskuere onsdag aften.

Opgøret bølgede frem og tilbage med flere skiftende føringer, og det blev akkurat lige så vanskeligt, som der var lagt op til på forhånd.

Vi viste dog høj moral og coolness gennem hele kampen, og på trods af en 2-målsføring til værterne med fire minutter tilbage lykkedes det alligevel at komme på omgangshøjde – og ovenikøbet med mulighed for sejren med få sekunder igen.

Det lykkedes dog lige akkurat ikke, og det hele endte derfor med en pointdeling.

På HØJ-mandskabet blev der leveret en forbilledlig fight, og det gav pote i de perioder, hvor vi havde det sværest. Hele tiden var der fokus og troen på, at vi nok skulle få noget med hjem – og det fik vi.

Till Klimpke stod endnu engang helt forrygende med flere straffekastredninger, ligesom han også i stor stil tog sig af de mange store og åbne chancer, som hjemmeholdet tilspillede sig. Fantastisk indsats af vores brandvarme tyske keeper.

Andreas Nielsen, som hele tiden bliver bedre og mere integreret på holdet, spillede sin absolut bedste kamp til dato i HØJ-trøjen. Der var ikke meget, som ikke lykkedes for vores seneste medlem af HØJ-familien, hvilket lover godt i forhold til de to sidste opgaver i 2025.

Sidst, men ikke mindst, må man også bare anerkende og lette på kasketten for fantastiske og erfarne Hans Lindberg. Fem straffekast og fem sikre scoringer. HØJ klasse af vores lokale verdensstjerne, som bare bliver ved med at imponere, hver eneste gang han rammer banen.

Det sidste straffekast blev ovenikøbet sat ind via et nervepirrende lop, som fik vores medrejsende fans i udebaneafsnittet til at eksplodere i ren jubel få minutter før tid.

Næste opgave er allerede på søndag, hvor vi tager imod SAH i Ølstykke Hallen kl. 15.00.

Billetter til opgøret kan købes på: billetsalg.dk/høj

HØJ Elite – Sammenhold og Fællesskab i Særklasse.