Kampoptakt til damernes kamp mod FIF 2

Søndagens modstander, FIF 2, har vi altid haft tætte kampe med. Holdet er anført af tidligere landsholdsspiller og evigt unge, Christina Krogshede, som stadig kan finde hullerne i forsvaret. Krogshede er flankeret af dygtige spillere som Sophia Lærke Pedersen, Cecilie Dalmose, Celina Falck og Emilie Dalby Bjørn, der alle er rutinerede divisionsspillere. På mål Siri Yde som ofte også er med på Københavns ligahold.

FIF kommer med tre friske sejre i bagagen.

Vi kommer selv med god selvtillid efter en januar måned, hvor vi har spillet en solid omgang håndbold – og vundet over stærke hold som Ydun, Lyngby og senest Roskilde.

Vi har pt. et par spillere ude med småskader, men regner med at have alle klar. Samtidig er Lærke Læssøe ved at være tilbage efter en længere skadespause.

Dette er den sidste kamp inden en længere periode i vinterferien, hvor vi ikke spiller kampe.

Vi glæder os til at se en masse tilskuere i Ølstykke Hallen på søndag kl. 13.45.

Vi får brug for en masse opbakning!