Peter Nørklit stopper karrieren men fortsætter som målmandstræner i klubben

Fra sæsonen 2019/2020 vil Peter Nørklit ikke længere være at finde mellem stængerne, når HØJ Elites 1. divisions hold går på banen. Nørklit stopper som 48-årig karrieren og afløses af den unge talentfulde Victor Bang, der kommer tilbage til klubben som seniorspiller efter fire år i GOG. Brian Jørgensen tager samtidig sin tredje sæson i HØJ.

Der er stor rift om målmændene i de sjællandske håndboldklubber, og derfor er det rigtig dejligt og vigtigt, at vi har den position på plads fremadrettet med en kombination af den erfarne Brian Jørgensen og den unge talentfulde Victor Bang”, siger cheftræner Jesper Fredin, der samtidig udtrykker kæmpe respekt for Nørklit: ”Peter har haft en fantastisk håndboldkarriere, og man må bøje sig i støvet for hans uendelige seriøsitet, motivation, træningsflid og engagement, som vi de seneste 5 sæsoner har nydt godt af i HØJ. Han har og har haft stor betydning for holdet både på og uden for banen, så jeg glæder mig meget over, at Peter fortsat bliver en del af teamet i en ny og ændret rolle”,fortsætter Jesper Fredin.

Med bemærkningen om den ændrede rolle hentyder Fredin til, at Peter Nørklit for de kommende to sæsoner skal fungere som målmandstræner og sparringspartner for HØJ-herrerne; han skal samtidig hjælpe klubben med inspirationskurser for klubbens øvrige målmandstrænere.

Om den nye rolle siger Nørklit selv: ”Efter 5 gode sidste år i HØJ og en lang karriere med 30 sæsoner som senior både i DK og udlandet er det en glæde at komme til at dele ud af min erfaring som træner for målmænd. Og det er dejligt, at jeg kan få lov til at arbejde med så dygtige keepere i henholdsvis HØJ og TSØ en gang om ugen. Jeg glæder mig til min nye rolle”.

Klubbens nye unge målmand Victor Bang tilbragte mange af ungdomsårene i HØJ men tog som U16 spiller på idrætsefterskole i Oure og er i øjeblikket ved at afslutte tre år på gymnasiet der, samtidig med at han spiller håndbold i GOG, hvor han er fast mand på klubbens 2. divisions hold. Victor Bang har desuden deltaget i 3 slutrunder med danske ungdomslandshold. Om sin tilbagevenden til HØJ siger Victor Bang selv:

Jeg glæder mig til at komme tilbage til HØJ, hvor jeg altid har været glad for at være, og hvor jeg kender mange allerede. Jeg har sportslige ambitioner, der rækker ud over 2. division, og jeg tror selv på, at jeg kan gøre en god figur og ikke mindst udvikle mig endnu mere; jeg er jo vant til et seriøst og ambitiøst træningsmiljø fra GOG, hvor man træner på tværs af årgangene og bliver udfordret”.

”Victor er allerede i en ung alder en meget dygtig målmand, der går en spændende fremtid i møde. Han er godt skolet gennem flere år i både GOG og landsholdsregi, og tiden er kommet til, at han skal vise, hvad han kan i 1. division. Han er en rolig målmand, der er dygtig til at læse skytterne, og han udmærker sig ved hurtige og skarpe igangsætninger, som vi gerne skulle lukrere på i fremtiden. Victor har et kæmpe potentiale, og jeg glæder mig meget til at skulle indlemme ham i vores miljø og arbejde med ham i hvert fald de kommende to år”.

Yderligere informationer kan fås ved henvendelse til cheftræner Jesper Fredin på telefon 31424334 eller direktør Lars Vinther på telefon 20977930.