MARITA MORTENSEN TAKKER AF I HØJ ELITE TIL SOMMER

Foto: Thomas Tvilling

HØJ Elites færøske landsholdsspiller, Marita Mortensen, har været i HØJ siden starten af 2024 men stopper i klubben efter denne sæson.

HØJ Elites formand Helle Rasmussen takker for indsatsen:

”Tilbage i vinteren 2024 fik de daværende trænere Anders Krogh og Michal Piotrowski øje på Marita, der på det tidspunkt spillede i en lavere række på Amager. Siden da kom Marita som bekendt til HØJ, og hun har gennem hårdt arbejde og vejledning fra trænere og holdkammerater udviklet sig markant og til den spiller, vi ser i dag med de karakteristiske stærke gennembrudsaktioner. Samtidig har Marita kæmpet sig til en plads på det meget talentfulde færøske landshold”.

” Det er og har været en stor fornøjelse at følge Maritas indsats og udvikling, og jeg ønsker hende al mulig held og lykke videre frem i håndboldkarrieren”.

Marita Mortensen udtaler om sine oplevelser med HØJ Elite:

”Jeg har været utrolig glad for min tid i HØJ Elite. Klubben har givet mig gode muligheder for at udvikle mig både som spiller og menneske, og jeg er meget taknemmelig for den tillid og opbakning, jeg har fået fra holdkammerater, trænere og alle omkring klubben. Det har været nogle rigtig gode år, som jeg vil se tilbage på med stor glæde”.

Fra alle i HØJ Elite skal der lyde en stor og velfortjent tak til Marita Mortensen for indsatsen. Vi glæder os over, at vi fortsat har hende til rådighed i den sidste og afgørende del af sæsonen.