Pressemeddelelse: Nye playmakere til HØJ Elite

HØJ Elitehåndbold har i den kommende sæson sikret sig 2 nye stærke spillere til bagkæden, Daniel Twisttmann og Kristoffer Leth på 20 og 21 år – begge unge, hurtige spillere, der passer godt ind i det nye spilkoncept, som cheftræner Jesper Fredin lancerer. Foruden de to unge spillere, råder HØJ over Jacob Bønnelykke på playmakerpositionen, mens den erfarne Kenneth Olsen ikke har fået forlænget sin aftale med klubben.

Daniel Twisttmann kommer til HØJ fra GOG, hvor han har spillet hele sin karriere med undtagelse af en kort afstikker til TMS Ringsted. Sportschef Henrik Kjeldsen udtrykker stor tilfredshed med aftalen med Daniel Twisttmann: ”Twisttmann er en fintestærk playmaker, der har et stort potentiale til at blive rigtig god på denne position. Han er en 2-vejs spiller med en rigtig god fysik, og så er han skarp på retningsskift og har et godt blik for indspil til stregen. Vi er glade for, at aftalen med Twisttmann gik i hus. Han er en spiller, der har fået en masse erfaring fra GOG og med en god indstilling til håndbold, som en del af hans DNA, er vi sikre på, at han kommer til at udvikle sig endnu mere her hos os i HØJ.”

Den anden nye mand på playmakerpositionen er Kristoffer Leth, som kommer til klubben fra IF Stadion. Om skiftet til HØJ siger han: ”Jeg har valgt at skifte til HØJ, fordi tiden er inde for mig til at begynde på et nyt kapitel rent håndboldmæssigt. Målet har været at finde en klub, hvor jeg som spiller vil udvikles til at blive endnu bedre. Og HØJ virker som den rigtig klub for mig, da det er klub, som lever og ånder for håndbolden, ligesom jeg selv gør, og jeg er klar med den rigtige indstilling og vil arbejde hårdt for at nå mine mål i HØJ.”

”Leth er en spændende ung spiller. Han er rigtig god til at sætte tempo i angrebsspillet og flytte bolden hurtigt rundt. Skudafviklingen er skarp, og han har et hurtigt aftræk. Vi er sikre på, at Leth vil udvikle sig hos os og blive en vigtig spiller på holdet”, fortæller Henrik Kjeldsen.

Yderligere oplysninger fås hos:
Sportschef Henrik Kjeldsen
Telefon: 42169358
Mail: henrik.kjeldsen@hojelitehaandbold.dk