SIKKER SEJR MOD RIBE-ESBJERG SKABER VIGTIGT MOMENTUM

Foto: Thomas Tvilling
HØJ Elite – Ribe-Esbjerg HH 39-25 (21-13)
Der var tale om en både solid og mere end godkendt holdpræstation i søndagens opgør mod Ribe-Esbjerg. Der var ild i øjnene fra første fløjt og frem til hornet lød for sidste gang i Ølstykke Hallen.
Trykket på gæsterne blev opretholdt gennem hele kampen, og der er ingen tvivl om, at storsejren giver et vigtigt og kærkomment rygstød inden de kommende opgaver.
Simen Schønningsen viste for anden kamp i træk, at han er stærkt på vej tilbage og var igen en evig trussel i offensiven, mens svenske Kassem Awad var flyvende og leverede en klinisk skarp præstation med “otte på otte”.
Herudover var det endnu engang en fornøjelse at følge vores unge talenter, som igen præsenterede publikum for en enorm fightervilje og spilleglæde.
Lauge Hemmingsen var stærk i begge ender af banen og fremstod, som altid, imponerende moden i alle spillets facetter. Endnu en helstøbt indsats fra vores dygtige nummer 4.
Marius Ptak fik ligeledes godt med spilletid ude på fløjen og fik desuden et af eftermiddagens største bifald, da han entrerede banen. Der blev prompte takket for opbakningen, da han scorede sikkert på begge sine forsøg.
I de bagerste gelleder blev der lukket stærkt af i defensiven, og både Till Klimpke, som stod hovedparten af opgøret, og Emil Kheri Imsgard havde derfor gode betingelser for at leverede stærke redningsprocenter. (Klimpke: 40,54 % – 15 redninger & Imsgard: 66,67 % – 4 redninger)
Lørdag den 25. april venter Sønderjyske i den sidste kamp i kvalspillet, når ligaherrerne tager turen til Aabenraa. Herefter møder vi enten KIF Kolding eller Aarhus Håndbold i en serie på op til tre kampe om den sidste plads i Håndboldligaen i sæsonen 2026/27.
Første kamp er programsat til søndag den 3. maj i Ølstykke Hallen, mens kamp to spilles på udebane onsdag den 6. maj. En eventuel tredje kamp, spilles på hjemmebane den 9. eller 10. maj.
Billetinformation til de forskellige opgør meldes ud snarest. Hold øje med vores sociale medier.
HØJ Elite – Sammenhold og Fællesskab i Særklasse.