Sjældent nederlag til kvinderne – men forspringet er intakt

Foto: Thomas Tvilling.

Ajax København – HØJ Elite 28-25 (13-9)

Efter en fantastisk stime på hele 13 kampe i træk, uden nederlag, blev fredag aften endestationen som ubesejrede, da vi måtte bøje os for “overmagten” og se sæsonens første nederlag i øjnene.

Hjemmeholdet fra Ajax kom bragende ud af “startboksen” og lagde os under et gevaldigt pres fra kampens start. Og inden vi fik set os om, var værterne foran 4-1.

Gennem hele første halvleg haltede vi kontinuerligt efter københavnerne, og vi måtte derfor acceptere en pausestilling, bagud 9-13.  Starten på de sidste 30 minutter blev ikke mere opløftende, da Ajax knoklede ufortrødent videre og hurtigt udbyggede forspringet til nu  15-9 et lille minut inde i 2. halvleg. Der var derfor ikke meget der tydende på, at der ville komme point på kontoen denne aften i Bavnehøj Arena.

Det ønskede comeback udeblev da også, selvom der rent faktisk kom en lille åbning ved stillingen 23-20 til hjemmeholdet, ca. 10 minutter før tid. Den formåede vi dog ikke at udnytte, og det hele endte derfor med et fortjent 3-målsnederlag på 25-28 i en kamp, hvor hjemmeholdet var klart bedst, og vi samtidig spillede langt under vanlig standard i stort set samtlige 60 minutter.

På positivsiden var der igen flot support fra “HØJ-folket”, også selvom det ikke gik som håbet inde på banen. Der var støtte og opbakning igennem hele kampen i et fyldt udebaneafsnit, hvor vi i alt kunne registrere over 100 medlemmer af HØJ-familien.

Fabelagtigt, intet mindre!

Og når vi nu ikke selv, for en sjælden gangs skyld, kunne hive et enkelt point eller to i land var det naturligvis et fint “plaster på såret”, at de øvrige resultater i topstriden udartede sig således, at vi fortsat har et solidt og intakt forspring på 6 point til de nærmeste forfølgende, inden vi tager hul på sæsonens sidste 8 kampe.

Herudover vil det naturligvis også være utopi at forvente en sæson uden udfald, og status er STADIG den, at HØJ Elite kvinderne har hentet utrolige 25 ud af 28 mulige point, mens vi i sidste sæson kun var et enkelt point fra “stregen”. Der er derfor fortsat grund til al mulig optimisme, også selvom vi oplevede et ærgerligt “bump på vejen” mod liganedrykkerne fra Ajax København.

HØJ Elite – Sammenhold og Fællesskab i særklasse.