STÆRK PRÆSTATION OG TILSKUERREKORD MOD AALBORG

Foto: Jens Ørgaard Jensen

Vi havde på forhånd håbet på et brag af en kamp mod det stjernebesatte mandskab og de forsvarende danske mestre fra det Aalborg Håndbold – og det var lige præcis, hvad det blev.

Efter en vanskelig indledning og bagud 1-5 efter fire minutters spil, kom der bedre styr på aktionerne i begge ender af banen, som halvlegen skred frem.

Michael Damgaard og Kassem Awad leverede stærkt i angrebet, mens Emil Kheri Imsgard spillede en absolut hovedrolle og leverede sine – med afstand – bedste minutter i HØJ Elite-trøjen til dato.

Imsgard fortsætte de imponerende takter fra kampen i Holstebro, og ramte et absolut topniveau i første halvleg, efter at være kommet på banen små ti minutter inde i opgøret.

Ti store redninger blev det til for vores norske klassekeeper i første halvleg, hvilket kastede en fuldt fortjent titel af sig som kampens HØJ Elite-spiller efter slutfløjtet.

16-17 viste måltavlen i Brøndby Hallen og alt var derfor stadig åbent, inden de sidste 30 minutter. Her startede vi bedre end indledningen på kampen, og afstanden ved pausen på minus 1 havde ikke ændret sig, da haluret rundede de 40 minutter. (20-21)

Herefter leverede gæstede dog deres 8 bedste minutter i kampen, og rykkede til en 27-21 føring, hvorefter det begyndte at se svært ud for vores yndlinge.

Bagud med seks mål fortsatte spillerne dog ufortrødent, og hentede også en smule ind på ligaens suveræne førerhold, hvorfor det hele endte med en Aalborg Håndbold sejr på 32-28.

Uden for banen kunne vi konstatere en imponerende opbakning fra mere end 2.700 tilskuere, hvilket naturligvis er ny klubrekord for HØJ Elite til en hjemmekamp.

Stærkt bakket op på tribunerne, af både danske, svenske og tyske HØJ Elite fans følte spillerne støtten hele vejen igennem.

Michael Damgaards helt egen fangruppe fra Magdeburg havde ligeledes indfundet sig, og disse entusiastiske fans var en stor fornøjelse at møde og opleve, da de præsterede på absolut topniveau både vokalt og visuelt.

Herudover skal der endnu engang lyde en velfortjent klapsalve til HØJ Elites kampcrew, som arbejdede på fuld tryk fra fredag eftermiddag til sent lørdag aften.

Stoltheden over vores frivillige i HØJ Elite er intet mindre end kolossal og kan ikke nævnes ofte nok – TAK VENNER!

Næste opgave for HØJ Elite-herrerne er den vigtige udekamp i Grindsted, onsdag den 5. november kl. 19.00.

HØJ Elite – Sammenhold og Fællesskab i Særklasse