Stor dansk håndboldprofil skal være spiller og assistenttræner i HØJ Elitehåndbold

Når Bo Spellerberg til sommer vender hjem til Danmark efter to år som spillende træner i TSV St. Omar St. Gallen i Schweiz, skal han slå sine folder i HØJ Elitehåndbold som spiller og assistenttræner for vores 1. divisionshold.

HØJ Elites direktør Lars Vinther ser store muligheder i samarbejdet med Bo Spellerberg:

”Da vi hørte i medierne, at Spellerberg skulle hjem til Danmark efter denne sæson, kiggede vi hinanden i øjnene i HØJ Elites ledelse og blev enige om, at vi ville gribe chancen for at få ham til klubben. I begyndelsen tvivlede vi måske nok en lille smule på, at det ville lykkes, for Bo er jo stadig en kæmpe profil, men netop det, at vi har kunnet tilbyde ham både en trænerrolle og en spillerrolle, og at vi har nogle høje ambitioner og en seriøs lyst og vilje til at udvikle klubben, oplever jeg har gjort en positiv forskel. Vi er selvfølgelig virkelig glade, stolte og tilfredse med, at det er lykkedes, og jeg er sikker på, at det er klubbens fans og sponsorer også. ”

Hvad fik en stor profil som Bo Spellerberg til at vælge HØJ Elite? Om det siger han selv:

”Først og fremmest er HØJ Elite skabt i samarbejde med to lokale familier repræsenteret ved Helle (Formand) og Lars (Direktør). Mine første indtryk er, at de har en fornuftig tilgang i forhold til “langsomt” at skabe et bæredygtigt håndboldhold. Ambitionen er naturligvis at blive ligahold, men der er også en respekt for, hvad det kræver i set up og økonomi. Det virker de meget seriøse omkring og har en respekt for, at det ikke er noget, der kommer natten over. Det er da lidt vemodigt at vende hjem til DK og ikke skulle spille for Kolding. Jeg har også været i dialog med Kolding og snakket om at vende “hjem”. En af udfordringerne ville have været min bopæl i København og deraf logistik, træningsmængde mm. Dernæst er Kolding også i gang med en sund løbende udvikling rent strukturmæssigt, hvor jeg naturligvis ville skulle passe ind. Når HØJ så samtidigt kommer på banen med et seriøst og gennemtænkt tilbud, med perspektiv for fremtiden og hvor familielivet og logistikken er god, så blev valget i sidste ende HØJ Elite”.

I HØJ Elite kommer Spellerberg til at arbejde tæt sammen med cheftræner Jesper Fredin, som også glæder sig meget til samarbejdet:

”Vi har store ambitioner i HØJ Elite, hvilket aftalen med Bo Spellerberg er et godt eksempel på. Bo er en fantastisk håndboldspiller! Hans taktiske evne til at læse spillet, vurdere hver enkelt situation og derfra træffe gode beslutninger er unik. Sammenholder man de kompetencer med en sublim teknik samt en stadig glimrende fysik, så får vi tilført en helt enorm kapacitet på banen. Gennem flere gode snakke med Bo, står det mig helt klart, at vi også udenfor banen går et spændende samarbejde i møde. Jeg oplever, at vi håndboldfilosofisk er på den samme side i bogen, og jeg ser personligt frem til den daglige sparring. Ydermere vil Bo med hans store erfaring være en super kompetent mentor for vores unge ambitiøse spillere, der får en unik mulighed for at lære fra én af de største danske håndboldspillere gennem tiden. Derudover er Bo indbegrebet af en vindertype! Jeg er både glad og samtidig utrolig stolt over, at det er lykkedes os at få Bo Spellerberg til HØJ Elite”.

Hvad mener Bo Spellerberg selv, han vil kunne tilføre HØJ Elite og hans nye hold?

” Efter nu at have fungeret som træner i St. Gallen har det været vigtigt for mig, at jeg kan få lov at sætte mit præg på tingene, hvilket min kommende rolle som assistenttræner vidner om. I den proces er det naturligvis vigtigt, at samarbejdet med træner Jesper Fredin fungerer, og at filosofien, der skal spilles efter, er nogenlunde afstemt. Her må jeg sige, Jesper har gjort et godt stykke arbejde med at følge med i mit spilkoncept i St. Gallen og har haft nogle gode kommentarer/analyser af måden, jeg har gjort tingene på. Så jeg er helt rolig i forhold til den kommende trænerkonstellation og glæder mig til samarbejdet. Jeg håber, at jeg kan tilføre seriøsitet, udvikling og ambitioner til både klubben og holdet. Med min erfaring som både spiller og træner skulle det gerne være et klart signal om, at HØJ ønsker at blande sig i det bedste selskab i dansk håndbold. Det er er ihvertfald mit mål at kunne være en medvirkende faktor til at løfte både klubben og holdet flere niveauer. Jeg har ikke det dybe kendskab til den danske 1. division og HØJ Elites hold endnu, men jeg vil allerede nu – i det omfang mit program tillader det – begynde at følge med og sparre med Jesper omkring spillere, spilkoncept mm.”