Stort talent fortsætter sin udvikling i HØJ Elite

Fra den nye sæson forstærkes HØJ Elites damehold med endnu et ungt stortalent, nemlig Jo Lund Nielsen, der har fået sin håndboldopdragelse i NFH.

Jo har i den forgangne sæson haft vigtige roller på både NFH’s U19- og 2. divisions hold, og hun har været tilknyttet NFH’s ligatrup. Hun kommer derfor med ret stor erfaring fra seniorhåndbold trods sin unge alder.

’’Jo er en meget spændende talentfuld spiller. Hun er gennembrudsstærk, hurtig på fødderne og med et virkelig godt blik for spillet’’, fortæller HØJ-træner Anders Krogh. ’’Jo kan spille alle pladser i bagkæden. Hun er samtidig stærk i det defensive og passer derfor rigtig godt ind på vores hold, hvor vi gerne vil stå stærkt i forsvaret som basis for det hurtige kontraspil op ad banen. Hos os vil Jo kunne fokusere på sin rolle på ét hold, hvor hun i den seneste sæson i NFH har skullet veksle mellem tre hold, hvor hun har haft meget forskellige roller – det har hun uden tvivl lært meget af, men det kan også være en stor udfordring, i særdeleshed for en så ung spiller’’.

Om skiftet til HØJ Elite siger Jo selv ….

’’Jeg har valgt at komme til HØJ, fordi jeg kan se en klub med store ambitioner, som jeg rigtig gerne vil være med til at indfri. Derudover ser jeg en klub med en masse ildsjæle, som lever og ånder for håndbolden, og det miljø vil jeg rigtig gerne være en del af og bidrage til. Og så mener jeg selvfølgelig, at jeg vil kunne udvikle mig som spiller på et dygtigt hold, hvor vi alle sammen deler ambitionerne om konstant udvikling og om – i første omgang – at etablere os i 1. division’’.

Samtidig med at den nye sæson er under planlægning, venter HØJ Elites damehold fortsat på at spille sidste kamp i sæsonen 21-22. Efter en protestsag skal holdet møde AGF om en plads i 1. division. Kampen er endnu ikke fastlagt.