Ung hollandsk landsholdsspiller styrker liga-kvinderne

Foto: Team Esbjerg / HØJ Elite

HØJ Elites kvinder får tilgang af den talentfulde hollandske venstre back Judith van der Helm, der skifter til klubben på en to-årig kontrakt fra sommeren 2026.  

21-årige Judith van der Helm spiller i øjeblikket for de danske Champions League-deltagere Team Esbjerg, som er hendes første klub uden for Holland.

På trods af sin unge alder kan HØJ Elites kommende stortalent allerede fremvise flere internationale slutrunder på sit imponerende cv. De seneste år har hun deltaget ved OL i Paris 2024, og hun var også aktiv ved VM-slutrunden i 2025.

Der er derfor tale om en særdeles stærk spillertilgang, hvilket naturligvis vækker glæde hos HØJ Elites formand, Helle Rasmussen.

”Judith bliver en markant tilføjelse til vores trup, både defensivt og offensivt. Hun er en eftertragtet to-vejs spiller med spidskompetencer defensivt og i 2.-fase spillet. Vores opgave bliver bl.a. at videreudvikle hendes åbenlyse talent offensivt”, og Helle Rasmussen tilføjer:

”Judith er en ung spiller med store ambitioner samtidig med, at hun allerede har erfaring fra øverste hylde på det hollandske A-landshold. Jeg er sikker på, hun vil udvikle sig yderligere i HØJ Elite miljøet, hvor hun er tiltænkt en stor rolle”.

Klubbens ambitioner og værdier passer godt til mine egne
Selv ser Judith van der Helm også frem til det forestående skifte til HØJ Elite med stor glæde og forventning.

”Jeg har valgt HØJ Elite, fordi jeg har fået et rigtig godt førstehåndsindtryk gennem de samtaler, jeg har haft med klubben. Det føles som det rette sted for mig at fortsætte min udvikling både i angreb og forsvar. Klubbens ambitioner og værdier passer godt til mine egne.

Jeg glæder mig til at møde alle pigerne, de ansatte og selvfølgelig fansene. Jeg håber også at kunne bidrage til en god sæson og blive en del af HØJ-familien”, siger Judith van der Helm.

Judith van der Helm begyndte sin håndboldkarriere i bardomsklubben HV Quintus i Holland, hvor hun også fik sin seniordebut. Herefter gik turen videre til VOC Amsterdam, inden hun i januar 2025 fortsatte karrieren i sin nuværende klub Team Esbjerg.

Udover kampene i den danske liga har Judith Van der Helm deltaget i flere Champions League-kampe, hvor det foreløbigt er blevet til ni scoringer i denne sæson. Hun er desuden en central spiller på det hollandske landshold. Til sommer tiltræder hun i HØJ Elite, og vi glæder os meget til samarbejdet.

For yderligere oplysninger:
Helle Rasmussen, formand i HØJ Elite
Tlf. 30327273