Ungt talent fra Give til HØJ Elitehåndbold

19-årige Jacob Zøhner fra HK Give vil i den kommende sæson spille i HØJ Elite. Om tilgangen siger cheftræner Jesper Fredin: ”Jeg er rigtig godt tilfreds med, at Jacob har valgt at næste step i hans karriere skal være i HØJ Elite. Jacob er en ung og meget talentfuld bagspiller, som jeg har fulgt gennem flere måneder. Vi stiftede for alvor bekendtskab med ham i vores kvalkampe mod 2. divisionsholdet fra Give, hvor han efterlod et meget positivt indtryk”.

 Jacob Zøhner udtaler sig om skiftet: ”Jeg har valgt at rykke til HØJ for at tage skridtet videre i min udvikling, som er springet fra 2. division til 1. division. Efter jeg har tilbragt det første år af min seniortid hos HK Give, føler jeg mig klar til at spille på et højere niveau, og det kan jeg opnå i HØJ. Yderligere har HØJ som klub givet mig et godt indtryk, og Jesper har en stor tro på mig som spiller, hvilket er det vigtigste for mig. Samtidig er klubben i en god udvikling, hvor målsætningen om at komme længere op i tabellen passer til min. Jeg ser desuden frem til at spille i en klub, hvor træningsmængden er noget større, end jeg er vant til”.

Jesper Fredin ser muligheder i den tidligere 2. divisionsspiller: ”Jacob er en atypisk bagspiller, da han med sine næsten 2 meter har sine offensive forcer i eksplosive og kompromisløse gennembrud. Jacob har udviklet sig flot i Give og skal nu tage næste step og vise sine kvaliteter frem i 1. division. Kombinationen af eksplosive og kompromisløse dueller, sammenholdt med et fint blik for stregspillet, vil give vores angrebsspil nogle nye spændende dimensioner. På sigt er det planen, at Jacob skal kunne løse rollen som 2-vejsspiller, og jeg er spændt på at følge hans udvikling den kommende sæson”.

Yderligere oplysninger fås hos cheftræner Jesper Fredin på telefon 31424334.