Julie Persson kom til HØJ Elite ved sæsonstarten 2025/26 fra Gudme HK på en treårig kontrakt, og siden har begge parter været meget tilfredse med samarbejdet. Derfor er det også en naturlig konsekvens, at aftalen allerede nu forlænges.

HØJ Elites cheftræner, Kristian Kristensen, glæder sig over forlængelsen:

”Det er glædeligt, at Julie har valgt at forlænge sin aftale yderligere. Det er et stort cadeau til miljøet i HØJ Elite, som tydeligt understøtter Julies udvikling - samlet set. Det er spændende og lidt unikt at se en så ung spiller med så mange kompetencer i sit spil.”

Glæder sig til at fortsætte sin udvikling i HØJ Elite

Julie Persson ser selv frem til flere sæsoner i HØJ Elite-trøjen:

”Jeg er virkelig glad og stolt over at skulle blive i HØJ til 2029. Jeg nyder min hverdag i klubben, så det var et meget naturligt valg for mig.

Ligesom da jeg skrev min første kontrakt i klubben, synes jeg, at det er et spændende projekt, som jeg gerne vil være en del af. Derudover gør alle i og omkring klubben et fantastisk stykke arbejde, som er med til at skabe nogle trygge og gode rammer for min videre udvikling.”

Hos HØJ Elite er vi stolte over at kunne holde på så dygtig en spiller som Julie Persson og ser frem til fortsat at have Julie i HØJ-familien – både nu og i de kommende sæsoner.

For yderligere oplysninger: Helle Rasmussen, direktør i HØJ Elite Tlf. 30327273