HØJ Elite er kommet et stort skridt nærmere en ny hjemmebane i Ølstykke. Egedal Kommune har netop indgået kontrakt med entreprenørvirksomheden Gråkjær Erhverv A/S om opførelsen af en multiarena med plads til 1.700 tilskuere. Aftalen markerer et stort skridt for klubben, som får bedre muligheder for at udvikle håndbolden og invitere endnu flere tilskuere, fans og erhvervspartnere indenfor.
Helle Rasmussen, adm. direktør i HØJ Elite, ser frem til de nye rammer for tophåndbold i Ølstykke, som er afgørende for klubbens fortsatte udvikling.
”Vi har drømme og ambitioner i HØJ Elite, og multiarenaen giver os mulighed for at tage næste skridt og lægge yderligere lag på vores udvikling. Vi vil skabe håndbold på højt niveau og oplevelser, som folk har lyst til at samles om – og her er det afgørende at have de rigtige rammer og attraktive faciliteter. Derfor betyder det utrolig meget, at vi nu kommer tættere på en moderne arena, hvor både klubben og fællesskabet omkring os kan vokse,” siger hun.
Kommer flere til gode
Med den nye arena får lokalområdet et nyt samlingspunkt med plads til både håndbold på topniveau, breddeidræt og kulturelle aktiviteter. Samtidig giver de nye faciliteter spillere, frivillige, samarbejdspartnere og tilskuere bedre rammer for aktiviteter og samvær både på kampdage og i hverdagen.
Multiarenaen bliver på cirka 4.500 kvadratmeter og får blandt andet fitnessrum, caféområde, produk-tionskøkken, mødefaciliteter, omklædningsrum samt kontorer og træningslokaler. Og hos HØJ Elite er der stor glæde over, at byggeriet endelig kan gå i gang.
”Vi håber, at rigtig mange vil få glæde af arenaen i hverdagen. Det gælder børn og unge, der selv dyrker sport, familier på tribunerne og dem, der kommer til andre idræts- og kulturarrangementer. Vi ønsker et sted, hvor man har lyst til at komme, mødes og være en del af noget sammen,” siger Helle Rasmussen, som samtidig fremhæver det gode samarbejde, der har været omkring tilblivelsen af arenaen:
”Vi har haft et godt samarbejde med Egedal Kommune om at skabe de bedst mulige rammer. Der er mange, som har bidraget til, at vi er nået hertil, og det er vi meget taknemmelige for. Nu glæder vi os til samarbejdet med Gråkjær og til at se arenaen tage form.”
Multiarenaen forventes klar til indvielse i 2028. Den samlede pris er cirka 110 mio. kr. Finansieringen er tilvejebragt i fællesskab mellem Egedal Kommune og en privat donation fra ejerkredsen bag HØJ Elite.
For yderligere oplysninger:
Helle Rasmussen, adm. direktør HØJ Elite
helle@hojelitehaandbold.dk








