Det lignede længe den ventede sejr til HØJ, da de lørdag eftermiddag mødte Team Vesthimmerland, der rangerer i den nedre del af tabellen. Bare fire minutter før tid stod det 32-28 i hjemmeholdets favør, men i de sidste minutter fik de gummiarm og med et par tekniske fejl og svage afslutninger, så scorede jyderne fire mål på stribe til 32-32. I næstsidste minut fik David Lindberg bragt HØJ på 33-32, men i sidste minut blev der udlignet til 33-33. Med 31 sekunder tilbage tog HØJ’s træner Lars Nedergaard timeout, hvor taktikken til sejrsmålet blev lagt, men det gik i stedet grueligt galt. Bolden blev smidt væk, og nu havde Team Vesthimmerland bolden i de sidste ti sekunder, hvor HØJ måtte lave et frikast, mens tiden løb ud. Frikastet skulle tages efter spilletids ophør, og med en muropdækning af alle HØJ-spillerne foran sig, så blev den umulige opgave lagt i hænderne på Lasse Hosbond, men den gæve jyde svingede højrearmen med sådan en kraft, at bolden kilede sig ind i fjerneste målhjørne til 33-34. Mens målet skabte euforiske jubelscener hos jyderne, så græmmede HØJ-lejren sig godt og grundigt over deres fadæse.
”De må jo ikke få lov til at score det mål til sidst, sådan en bold må jo aldrig gå ind. Vi fører med fire mål, og uanset hvor trætte vi er, så kan man altid spille fem minutter færdig og score på sine chancer. Det er helt grotesk, at vi ikke scorer på dem, havde vi gjort det, så havde den kamp været lukket – længere er den ikke”, sagde en dybt skuffet Lars Nedergaard efter kampen.
Kampens 1.halvleg var bestemt ikke det store sus, hverken HØJ’s forsvar eller angreb ydede en maksimal indsats. Gæsterne kom bedst fra start, men fra stillingen 4-4 scorede HØJ tre mål på stribe til 7-4 efter flotte afslutninger fra Mark Schiøtte og Emil Bramming. Omgående svarede Team Vesthimmerland igen med fire mål i streg til 7-8. Mere bekymrende var det dog at HØJ’s forsvarsstyrmand Kristoffer Jessen allerede efter tyve minutter fik sin anden udvisning. I halvlegens sidste minutter præsterede Stefan Klavsen et par gode redninger, så holdene kunne gå til pausen med 12-12 på måltavlen.
Det var et forvandlet HØJ-mandskab som kom på banen i 2.halvleg. Fra stillingen 13-13 sendte de de fem bolde i kassen til 18-13, forsvaret steppede mere sammen og gjorde det svært for jyderne, det gav nogle gode kontraløb og nemme scoringer. Men efter otte minutter løb Kristoffer Jessen ind i sin tredje udvisning, og så var det farvel og tak for i dag. Alligevel formåede HØJ at øge afstanden, så det midtvejs i halvlegen stod 25-18. I denne halvleg sendte Team Vesthimmerland Jens Christian Brauner på banen, der ellers havde været uden en skade i de seneste kampe, men han beviste, at det var et overstået kapitel, når han piskede sine hårde træffere i nettet.
Alligevel var der fred og ingen fare med 29-23 ti minutter før tid, men så gik HØJ scoringsmæssigt i stå, og fem minutter senere var det faretruende 30-28. I de sidste minutter blev den sikre føring så vekslet med et nederlag på et sejrsmål direkte på frikast efter spilletids ophør. Hvilken skuffelse for HØJ.
”Selvfølgelig betød det noget, at Kristoffer Jessen røg ud af forsvaret, for de scorede stort set på alle deres angreb, men det gjorde vi også i en periode. Forskellen var bare, at vi brændte vores chancer i slutfasen. Samtidig syntes jeg også, at der til slut var nogle kendelser, som var helt håbløse. Det er surt, når vi spiller en elendig 1.halvleg, men så kommer flot tilbage og spiller en rigtig fin angrebskamp med 21 mål i 2.halvleg, at det så går galt til sidst”, sagde Lars Nedergaard.