Det lignede lidt en gentagelse af sæsonpremieren tilbage fra starten af september, da HØJ Elite søndag med et dusin minutter tilbage af lokalbraget mod Køge Håndbold trak fra til et tremålsforspring efter en ellers helt lige forestilling i i mændenes 1. division.

Men niksen-biksen – i det lidet besøgte Rishøj Idrætscenter ville hjemmeholdet det denne gang anderledes.

Nede 18-21 scorede Brian Ankersen tre på hinanden følgende mål, og da Frederik Nielsen så løb kontra og scorede, var det pludselig de sort/hvide, der var i teten med to, 23-21, med syv minutter tilbage.

Det lignede et neglebidende drama, men HØJ havde sin enmandshær med. Kenneth Olsen – der ellers var nede med, hvad der mistænkeligt lignede et par bukkede ribben – afgjorde sagerne på noget nær egen hånd og vel mest atssisteret af et par Køge-udvisninger.

HØJ vandt med 27-24.

Af Jeppe Lodberg

SN.dk