Det har været utur de seneste kampe for HØJ’s 1.divisions herrer. Så sent som i torsdags, hvor de gæstede Skovbakken og tabte på et mål scoret sølle fire sekunder før tid. Søndag skulle HØJ atter til det jyske for at møde Odder, der kæmper hårdt for en oprykningsplads og har en stærk hjemmebane i Odder Spektrum. Næppe en kamp, hvor nogle havde levnet HØJ en kinamands chance for at hente point, og det betød, at HØJ spillede mere frigjort, så de overraskede alt og alle med en sejr på 26-25. Til forskel fra i torsdags, så var det HØJ, der denne gang sikrede sejren bare fire sekunder før tid, hvor David Lindberg sendte den afgørende scoring i nettet til en kæmpe forløsning hos HØJ-spillerne, som dermed fik lidt luft til nedrykningsstregen.

”Det var virkeligt en mandfolkepræstation drengene leverede i dag, vore kollektiv fungerede fint, det gjorde deres ikke, og det blev afgørende for kampen. Efter nederlaget til Skovbakken, så har vi været som et såret dyr, men rent mentalt så har stemningen været god, og med sejren i dag så kan vi trække vejret lidt lettere”, sagde HØJ’s træner Lars Nedergaard efter den meget svingende oplevelse i Odder.

Det blev nemlig en kamp med op- og nedture for HØJ. Gæsterne fik nemlig en super start, hvor de var foran gennem hel 1.halvleg. Allerede efter ti minutter var de foran med 3-7, hvor dagens topscorer Kenneth Olsen allerede havde banket tre bolde i kassen, hvilket fik Odder til at tage deres første timeout. Den medførte efterfølgende en reducering til 6-7 midt i halvlegen, men HØJ sluttede bedst af inden pausen, hvor Kenneth Olsen scorede til 10-14, og så var forspringet genetableret.

Efter pausen spillede HØJ suverænt stærkt, da de spillede Odder ud af hallen med seks mål på stribe, og sejren lignede en formssag. Men så tog Odders træner Karsten Knudsen endnu en timeout, hvorefter de mandsopdækkende to HØJ-spillere, og så vendte kampen på en tallerken. De næste tolv minutter vandt Odder 12-1, da målene raslede ind i den anden ende, så hjemmeholdet på rekordtid kom foran 22-20.

”Efter at have spillet drømmehåndbold i 40 minutter, så havde vi det svært med deres dobbelt mandsopdækning, hvor vi lavede fejl på fejl, og vi var under stort pres, for hallen kogte på det tidspunkt”, erkendte HØJ-træneren, som fik taget en timeout for at vende skuden.

Det lykkedes heldigvis, for der blev udlignet til 23-23 med seks minutter tilbage af kampen. Ved stillingen 25-24 i næstsidste minut fik Odder en udvisning, den udnyttede HØJ, da Kenneth Olsen udlignede til 25-25, hvorefter Odder tog timeout, men 16 sekunder før tid fik Odder endnu en udvisning, så de kom i undertal med to mand, og har var det så rutinerede David Lindberg, der lavede den forløsende scoring til 25-26 fire sekunder før tid, som fremkaldte euforiske jubelscener hos HØJ-spillerne.

”Det er vildt flot, at vi kan vende den kamp. Stefan Klavsen kommer ind og laver et par klasseredninger, så vi får vendt bøtten. Det havde ikke været nogen skal at tabe i Odder, men når vi fører 19-10, så havde det ikke været til at bære. Resultaterne i de øvrige kampe viser bare, at alle kan slå alle i denne række. Vi skal nok stadig skal have endnu to point for at være helt sikker, for vi har et ulvekobbel lige efter os. Derfor håber vi på rigtig stor tilskueropbakning på lørdag, når vi får topholdet Tønder på besøg, for der er energi i drengene lige nu”, slutter Lars Nedergaard. Og den spændende kamp starter lørdag kl.15.00 i Ølstykkehallen.