HØJ’s optur stoppet af bundhold
Efter en flot pointgivende periode så led de et ydmygende nederlag til HIK efter kollektiv nedtur
Nu gik det lige så godt for HØJ’s 1.divisionsherrer med en uafgjort og to sejre i de seneste tre kampe, samt en skrivebordssejr hvor efterårets nederlag til Lemvig-Thyborøn er blevet konverteret til en sejr, da de havde brugt en ulovlig spiller. Denne flotte pointhøst blev der sat en brat stopper for, da HØJ i lørdagens kamp led et trist nederlag i Gentoftehallen på 28-25 til rækkens bundhold HIK, der inden kampen blot havde et point i tabellen. HØJ’s træner Lars Nedergaard lagde på ingen måde skjul på sin skuffelse.
”Det var noget rigtigt møg på alle måder, for det var en kollektiv offday hele vejen rundt. Det gælder ikke bare for spillerne, men vi må også som trænere spørge os selv, om vi ikke har formået at sætte spillerne rigtigt op til denne kamp. Vi lavede vel den klassiske fejl, at vi kiggede på tabellen, hvor vi kan se, at de kun har et point, og så undervurderede vi dem. Det var virkeligt uprofessionelt af os. Spillerne hang selvfølgelig slemt med hovederne efter kampen, hvor man kan sige, at alle mand gik ned sammen, så derfor skal vi nu også rejse os sammen”, sagde HØJ-træneren efter kampen.
Han erkender, at det ret beset kun var fløjspilleren Danni Jørgensen, der leverede varen i denne kamp. Selv om HIK spillede en fin kamp, så kom de ikke med overraskende elementer i kampen, da de spillede med den vanlige 6-0 opdækningen, og kom med de samme angrebsåbninger, som de plejer at bruge. HIK var foran fra start til slut, Lars Nedergaard tog en timeout med i halvlegen ved stillingen 7-4, den hjalp ikke det store, idet HIK øgede forspringet til 11-5 inden HØJ fik halet lidt ind, så det stod 12-9 ved pausen.
”Vi leverede en katastrofal 1.halvleg, hvor vi spillede halvhjertet og slet ikke investerede nok, det går slet ikke i denne række, samtidig skød vi deres keeper Jakob Krupdahl helt forkert, og slet ikke som vi havde aftalt”.
Efter pausen trak HIK igen fra til 19-12, og det var først i kampens sidste kvarter, at HØJ vågnede op og havde momentum. Med fire mål på stribe fik de reduceret til 19-16, og i slutfasen var tæt på ved stillingen 24-22, men så lavede de et par dumme fejl, og så endte det med slutcifrene 28-25.
”Det var et nederlag som gør rigtig ondt, for vi er jo ikke blevet dårligere spillere hen over natten. Så det vi kan tage med os fra denne kamp, er, at vi i alle kampe skal være ydmyge, uanset hvem modstanderen er. Nu har vi tre svære kampe forude, hvor vi skal forsøge at stjæle point, fordi vi satte to point over styr mod HIK”, sluttede Lars Nedergaard af.
Den første af de tre svære kampe inden jul, den spilles på fredag kl.19.30, hvor HØJ tager imod TMS Ringsted i Ølstykkehallen, mens de to sidste kampe er mod Team Sydhavsøerne på udebane samt Skive på hjemmebane.