Jacob Bønnelykke: Skønt at være tilbage

Den langtidsskadede HØJ-spiller fik endelig sin debut på 1.divisionsholdet efter sin operation

Da HØJ i april måned lavede en aftale med den Jacob Bønnelykke, der i sidste sæson spillede for Køges 1.divisionshold, så var der ingen der havde regnet med, at den stærke playmaker under en af de første træninger i maj var så uheldig, at han blev alvorligt skulderskadet og måtte under kniven. Det har været en hård tid for den 27-årige spiller, men det var lykkens dag i lørdags, hvor han efter genoptræning endelig kunne få sin debut for HØJ’s bedste mandskab.

”Det var rigtig skønt at være tilbage. Jeg har haft fem kampe på andetholdet, for lige at finde spillet frem igen, og her gik det rigtig fint i de sidste kampe, så jeg havde glædet mig rigtig meget til i dag, hvor Lars (træner Lars Nedergaard, red.) havde sagt, at jeg nok skulle få nogle minutter”, fortæller Jacob Bønnelykke til Lokalavisen.

Uheldet skete, da han under træningen røg ind i en sandwich med to af de store HØJ-drenge, så han fik et riv i skulderen. Da han tidligere havde døjet lidt med skulderen, så tilrådede hans læge en operation, så de kunne få gang i skulderen igen.

”Det var en rigtig kedelig meddelelse for mig, som jeg skulle give til klubben. Nu er det heldigvis overstået, og jeg håber nu på, at jeg kan bidrage til holdet med noget fart og noget gå på mod, og så gå ind og tage nogle tæsk, så jeg kan skabe plads til de andre spillere”, sagde Jacob Bønnelykke efter sin forsinkede debut.

Også HØJ’s træner Lars Nedergaard var godt tilfreds efter kampen.

”Vi så i dag nogle momenter, hvor han er stærk i ‘mand til mand’ situationerne, samt også skarp i krydsspillet, så det skal nok blive godt efter jul, for han vil give os en ekstra facet i spillet. Her kommer vores anden langtidsskadede spiller, Andreas Hampe, også til at træne mere, så jeg ser fortrøstningsfuldt på det”, sagde Lars Nedergaard efter Skive-kampen.