HØJ-slutspurt kom for sent

Tabte den vigtige hjemmekamp mod Lemvig-Thyborøn med 28-29

Efter HØJ’s flotte start på året med en udebanesejr over Ajax samt den overraskende pokalsejr over Nordsjælland i Helsingehallen, så kunne de fredag aften tage et syvmileskridt væk fra de nederste hold i divisionen, hvis de kunne besejre stærke Lemvig-Thyborøn, der kun ligger dernede, fordi de havde fået frataget 6 point, da de tidligere på sæsonen havde brugt en ulovlig spiller i tre kampe. Det lykkedes dog ikke for HØJ at få deres tredje sejr på stribe, trods en god slutspurt så endte det med slutcifrene 28-29, til stor skuffelse for sportschef Henrik Kjeldsen, der har taget over som træner efter Lars Nedergaards afgang.

”Det ærgrer mig meget, at vi lavede så mange tekniske fejl og brændte så mange chancer, for det kostede os dyrt, at de kunne score en lang række nemme kontramål”, erkendte han efter kampen.

Allerede fra start gik det skævt for HØJ, da de kom bagud 0-3 efter fem minutter. Det var HØJ’s bagspillere der ensidigt stod for afslutningerne, og det var uden succes, idet de fleste bolde gik i forsvarets parader, og det udnyttede gæsterne udnyttede til en række nemme kontrascoringer. Derimod fik HØJ slet ikke gang i deres stregspil, og fløjene Emil Bramming og Danni Jørgensen fik absolut ingen bolde at arbejde med, og ved stillingen 1-5 efter ti minutter måtte Henrik Kjeldsen tage sin første timeout.

Siden fik HØJ mere gang i scoringerne, da Kenneth Olsen fik sat nogle gode træffere samt på Emil Brammings kontrascoringer efter Peter Nørklits fine redninger, så HØJ fik reduceret til 6-9. Hver gang HØJ nærmede sig på måltavlen, så trak gæsterne dog atter fra, og HØJ fik først en reel fløjscoring efter 22 minutter. Siden fik Jacob Bønnelykke gang i scoringerne, da han reducerede til 9-11 med seks minutter tilbage af halvlegen, men så rendte HØJ ind i et par udvisninger, og selv om Jacob Hvid kom ind og snuppede et straffekast, så fik Lemvig-Thyborøn øget til 10-14, og de kunne gå til pause med 12-15 på måltavlen.

Efter pausen startede Peter Nørklit med tre klasseredninger, og i det første kvarter af 2.halvleg byttede holdene mål med skiftende scoringer, så midtvejs var gæsternes forspring stadig på tre mål med 19-22. HØJ kom dog ind i en periode med svage afslutninger med kun to scoringer på ti minutter, samt to noget hårdt dømte udvisninger til Kenneth Olsen og Mikkel Sjøberg, det udnyttede Lemvig-Thyborøn til en føring på 21-26. I kampens sidste seks minutter trak HØJ målmanden ud og spillede 7 mod 6, og det var lige ved at give gevinst, da de åd sig ind på gæsternes føring. Der manglede dog lige et par ekstra minutter, for det endte med slutstillingen 28-29, men nok et system HØJ fremadrettet kan få meget glæde af.

”Det er dejligt at drengene tror på 7 mod 6 spillet, og at de tør udføre det. Men det var vores mange tekniske fejl, der afgjorde kampen. Normalt bruger jeg ikke meget tid på dommerne, men de gjorde det svært for os, når straffekast og udvisninger var så skævt fordelt som i aften, hvilket de også selv indrømmede”, sagde Henrik Kjeldsen. I gæsternes lejr var der selvsagt stor tilfredshed efter kampen.

”Sejren betyder rigtigt meget for os. Det eneste jeg er utilfreds med er, at vi ikke fik lukket kampen lidt tidligere, for det blev lidt for spændende til sidst, men vi brændte for meget på Nørklit. Med de to point har vi nu fået kontakt med HØJ, men vi skulle gerne have flere med, for HØJ skal nok få masser af point, for de bliver ved med at kæmpe, og de tror på deres koncept, i stedet for at opfinde noget nyt som de gjorde meget før jul”, sagde Lemvig-Thyborøns træner Arne Damgaard.