HØJ røg ud til Tvis
Team Tvis Holstebro fra Håndboldligaen var onsdag aften for stor en mundfuld for HØJ fra 1. division, da de to hold krydsede klinger i pokalturneringens ottendedelsfinale.
I 1. halvleg hang HØJ med, og de kom endda fra 6-10 til 10-10, men da 2. halvleg gik igang, så skruede Tvis op for tempoet. Dermed blev det sværere for HØJ at bryde igennem Tvis-forsvaret, og det noget hurtigere angrebsspil fra Tvis blev svært at dæmme op for.
De noget større Team Tvis-spillere hoppede højere, skød hårdere og satte sig mere igennem i nærkampene. Det var bedst symboliseret ved en situation i 2. halvleg, hvor udeholdets Vignir Svarvarsson havde to HØJ-spillere hængende på sig, men han fik rystet dem af sig, og så var han helt fri foran mål og kunne score til 28-17.
HØJs Peter Nørklit stod godt i målet, og han lavede flere superredninger på Tvis-spillere, der ellers var helt frie i et kontraangreb. Han blev fortjent kåret som kampens spiller efter opgøret. HØJ’s Martin Knudsen fik dog muligheden i 2. halvleg i målet, og udover et par redninger scorede han også direkte på et langt udkast.
Kilde: Sn.dk
Foto: Thomas Olsen