HØJ har trænerteamet på plads for herresiden til den kommende sæson
Med to herrehold i divisionerne og ambitioner om bedre sportslige resultater de kommende sæsoner kan HØJ nu offentliggøre, hvordan trænerteamet for Herre 1+2 ser ud næste sæson.
Lars Vinther, der er direktør i HØJ Elite, fortæller: ”Jesper Fredin fortsætter som cheftræner for 1. divisionsholdet. Jesper har i sin første sæson som cheftræner i HØJ øget træningsmængden og tilført en planlægning og forberedelse, vi ikke har været vant til tidligere. Det har desværre ikke givet de forventede resultater, når man kigger på stillingen i 1. division, men det tilskriver jeg andre faktorer, bl.a. vores manglende offensive kvaliteter”, siger Lars Vinther.
Jesper Fredin vil blive assisteret bl.a. af Morten Slundt. ”Morten er kommet til som spiller fra ligaklubben HC Midtjylland på en lejeaftale i indeværende sæson og planen var, at han skulle ind og agere spilstyrer; desværre blev Morten skadet efter kun to kampe og har måttet gennem en skulderoperation, men han vil være klar til sæsonopstart. Fordi Morten har stor håndbolderfaring og ikke mindst –forståelse, har vi aftalt med ham, at han skal fungere både som spiller og som assisterende træner den kommende sæson”, fortsætter Lars Vinther.
Trænerteamet for herretruppen kommer desuden til at bestå af to kendinge i HØJ, nemlig Martin Wolf og Karsten Brandt. ”Martin skal være hovedansvarlig for hold 2; han har været træner og spiller i HØJ i en årrække og har tidligere trænet vores 3. divisions herrehold. Martin er meget seriøs og rigtig god til mandskabspleje og det individuelle fokus, og det er vigtigt, når man skal have at gøre med unge ambitiøse spillere”, siger Helle Rasmussen, der er formand i HØJ. ”Og så vender Karsten Brandt tilbage, og det er vi rigtig glade for – det har været en ønske fra min side nogle år”, fortsætter hun. Karsten Brandt har lang erfaring som træner på divisionsniveau, og han har de seneste to sæsoner været sportschef og cheftræner for 2. division herrer i Hillerød Håndbold. ”Hos os skal Karsten fungere som assistenttræner på tværs af hold 1 og 2, og han bliver en meget vigtig ressource som sparringspartner for både Jesper Fredin og Martin Wolf”, slutter Helle Rasmussen af.
HØJ siger farvel til Peter Svensson efter blot én sæson som assistenttræner på 1. divisions holdet. ”Vi har været utrolig glade for Peter og hans store kompetencer, men det har vist sig, at det desværre ikke er muligt for ham at kombinere familie, job og håndbold”, siger Lars Vinther. Foruden Svensson stopper også Henrik Kjeldsen og Mikkel Dons, der har været trænerteam på Herre 2; Kjeldsen søger andre udfordringer, og Dons har vanskeligt ved at finde den nødvendige tid grundet hans arbejde inden for politiet.
Yderligere oplysninger fås hos Lars Vinther på telefon 20977930 eller Helle Rasmussen på telefon 30327273.
Der vedhæftes individuelle fotos af Jesper Fredin og Morten Slundt samt foto af fra venstre Karsten Brandt og Martin Wolf.