Damerne melder klar til en ny spændende sæson
Efter det som vel nok må betegnes som den længste sæson nogensinde og en god lang sommerferie, er HØJ Elites damer ved at gøre sig klar til en ny sæson. Og ambitionerne er intakte, for sæsonen 2021-2022 var både den længste men også den bedste nogensinde for dameafdelingen; 1. holdet i oprykningskampe til 1. division og et suverænt 2. hold, der vandt kvalifikationsrækken med maksimumpoint og dermed sikkert rykkede op i 3. division.
Det blev ikke til en oprykning til 1. division efter to vundne kampe mod hhv. VRI og Aalborg HK og nederlag i tre kampe mod AGF fra 1. division. Men kampene gav en masse erfaring på kontoen og en masse benzin på motoren til den kommende sæson, hvor ambitionen igen er oprykning. Truppen er intakt og har endda fået tilgang af stærke Jo Lund Nielsen, som forstærker bagkæden.
Ambitioner kræver hårdt arbejde, og derfor bliver det en intensiv og spændende optakt til den nye sæson. HØJ Elite damer starter træningen op den 4. august. Den første store udfordring bliver allerede den 12.-14. august, hvor truppen skal på træningsweekend i Ystad og bl.a. møde to stærke svenske hold i hhv. Ystad og Helsingborg. Herefter træner damerne hjemme i 14 dage for så at møde TMS Ringsted i en træningskamp den 23. august hjemme i Ølstykkehallen.
Dette bliver et nødvendigt og godt afsæt, for den 25.-28. august tager damerne til Italien, hvor de skal deltage i en international mini-turnering med deltagelse af to italienske hold fra den bedste række samt et polsk hold ligeledes fra den bedste række.
Pio og Anders udtaler: ”Vi er utroligt glade for at få denne mulighed for at tage til Italien og spille mod rigtig dygtige hold. Det vil uden tvivl være med til at gøre vores kollektiv endnu stærkere, både på og udenfor banen”.
Efter Italiensturen vil der være få uger til sæsonopstart, hvor damerne lægger ud med at møde Nykøbing på udebane den 25. september.
Træningskampe for HØJ Elite damer:
13. august Kamp mod Ystad kl. 13 – i Ystad
14. august Kamp mod Helsingborg kl. 14 – i Ystad
23. aug. Træningskamp mod TMS Ringsted kl. 19 – i Ølstykkehallen
25.-28. aug. Tre træningskampe og træningslejr i Italien