HØJ Elite sender ung højre fløj videre
Tobias Myssing stopper efter 3 sæsoner i HØJ Elitehåndbold og drager mod vest, når hans kontrakt udløber til sommer. Myssing kom til HØJ Elite fra FIF op til sæsonen 20-21. Han var dengang indforstået med, at han startede som tredjevalg på højre fløj positionen og skulle spille sig til en fast plads og en kontrakt.
”Få måneder efter var Myssing førstevalg på positionen og har nærmest været det lige siden. Han har udviklet sig flot i hans tid hos os, og jeg synes, det giver god mening, at han nu skal i andre omgivelser”, siger cheftræner Jesper Fredin.
”Vi har været glade for at have Myssing i truppen, og vi ønsker ham al muligt held og lykke i fremtiden”, siger direktør Lars Vinther.