Premieresejr i Roskilde
Der var lagt op til det helt store lokalopgør, da HØJ-herrerne gæstede Roskilde Håndbold lørdag eftermiddag, og det blev da også lige præcis så intenst som forventet. Hele 900 tilskuere havde fundet vej til Roskilde Kongres- og Idrætscenter, hvilket i sig selv var dybt imponerende.
Endnu flottere var det, at omkring halvdelen af disse var HØJ sympatisører, hvilket må betegnes som værende en yderst fænomenal opbakning på udebane.
Inde på banen lagde HØJ Elite godt fra land, og man kunne glæde sig over en 4-1 føring efter ca. 11 minutters spil, hvor meget, og specielt defensiven, fungerede godt. I denne indledende periode af kampen følte man, berettiget, at der var styr på tingene, og hjemmeholdet valgte da også hurtigt at trykke på timeout-knappen.
Herefter fik Roskilde Håndbold bedre greb om kampen, hvorfor resten af halvlegen blev en mere jævnbyrdig og lige affære. HØJ-drengene kunne derfor gå til pause med en 2-målsføring, 13-11.
Fra anden halvlegs start bed værterne igen godt fra sig, og de mange HØJ-tilskuere måtte helt ud på kanten af stolesæderne, da Roskildes Malthe Skytte reducerede til stillingen 14-15 efter 34 minutter.
Herefter skiftede HØJ-mandskabet dog gear og vandt de næste fire minutter med 4-1, blandt andet på 3 mål i træk af Lucas Garsdal, hvorefter man kunne trække vejret en smule roligere. Og da Simen Högdahl Schønningsen kanonerede bolden i mål til HØJ-føring, 23-18 med et kvarter igen, var kampen reelt afgjort, da hjemmeholdet aldrig kom nærmere end “minus fire” i resten af opgøret. Sådan føltes det bare ikke, da der var stor “nerve” og intensitet igennem samtlige 60 minutter.
Det hele endte med en forholdsvis sikker sejr på 29-25, hvilket vi skal være rigtig godt tilfredse med i et svært “lokalbrag”, på udebane, i sæsonpremieren.
På HØJ-holdet var der flere højdepunkter, og uomtvisteligt er det blandt andet, at vores nye svenske venstrefløj, Emil Mellegård, ligner et gigantisk scoop, hvilket vi i øvrigt godt vidste i forvejen. Sikke en præstation i begge ender af banen.
Herudover fortsatte Simen Högdahl Schønningsen de flotte takter fra sæsonoptakten og blev også, fuldt fortjent, kåret til “man of the match” umiddelbart efter slutfløjet, mens der også blev leveret yderst solide præstationer fra Lucas Garsdal og Hans Lindberg.
Målscorere for HØJ Elite:
Emil Mellegård, 7 mål.
Simen Högdahl Schønningsen, 6 mål.
Lucas Garsdal, 5 mål.
Hans Lindberg, 5 mål.
Tom Kåre Nikolaisen, 3 mål.
Linus Arnesson, 2 mål.
Tobias Wetzel, 1 mål.
Tak til Jens Ørgaard for det fine billede fra kampen.