Drømmestart på hjemmebane!!!
De røde lygter var tændte, og lyste flot op i aftenlysets skær, da den første hjemmekamp i sæsonen blev afviklet, for fulde huse, fredag aften i Ølstykke Hallen. Inde i selve hallen var stemningen elektrisk, og der var en forventningsfuld summen overalt på tilskuerpladserne.
Alle var klar til en herlig håndboldoplevelse og opvarmningen hos HØJ-mandskabet foregik med den sædvanlige, dybe koncentration. Stemningen var da også på kogepunktet, da hjemmeholdet kom på banen, umiddelbart inden kampstart og lydstyrken fik en ekstra tand på lægterne, da vores hjemvendte OL-guldvinder, Hans Lindberg, blev præsenteret.
Alle de rigtige ingredienser var derfor til stede og var klar til at blive proppet ned i “gryden” til en fantastisk aften. Der var dog en smule tvivl om rækkefølgen af disse, hvorfor Skive fH hurtigt tog teten og bragte sig foran, 8-3, efter tretten minutters spil. Umiddelbart herefter måtte opskriften på aftenens HØJ-menu revurderes en smule, så vi kunne komme tilbage på sporet.
Og som med et “trylleslag” stod der nu HØJ Elite på resten af opgøret. Der blev stille og roligt hentet ind på Skive’s femmålsføring, og da uret i Ølstykke Hallen havde rundet de første tredive spilleminutter, var udeholdets forspring hentet, og kampen var nulstillet på ny. 17-17 stod der derfor på måltavlen, inden man gik igang med kampens sidste halvdel.
HØJ herrerne havde ild i øjnene, da de entrerede halgulvet igen efter pausen, og der blev leveret hele fem ubesvarede scoringer i de første fem minutter. Så var scenen sat, der var styr på “sejrs-ingredienserne” og hjemmeholdet var sprudlende!
Anden halvleg blev vundet med hele 18-9, og kampen med 35-26, hvorfor drømmestarten på sæsonen var en realitet!
Cheftræner Jesper Fredin beskriver kampen således:
“I en svær start bevarer vi roen og er enormt modstandsdygtige. Dette særligt på grund af den fantastiske opbakning der kom fra et toptunet hjemmepublikum. Spillerne var gode til at adaptere de justeringer, der kom undervejs i timeouts og særligt i pausen. Vi skal huske, at Skive er et super godt håndboldhold, og jeg spår dem i top-3 i denne sæson. Lige netop derfor er vi utrolig glade for vores præstation, og vi er kommet godt fra land i turneringen”.
På HØJ mandskabet var der selvsagt rigtig mange stærke præstationer, og holdet leverede, kollektivt, en fantastisk kamp. Emil Kheri Imsgard diskede op med flere stærke redninger undervejs. Simen Högdal Schønningsen brændte banen af og blev topscorer med hele 9 scoringer. Dog var det helt store samtaleemne efter kampens afslutning, HØJ-duen Linus Arnesson / Mikkel Olsen, som brillerede kampen igennem på absolut højeste niveau.
Erfaringen fra Bundesligaen og det svenske landshold, sammenkoblet med ungdommens ukuelige optimisme og tro på egne evner, var en sand fornøjelse at følge kampen igennem. Hvor var det dog en fryd for øjet at være vidne til.
TAK til HØJ-familien for en fuldstædig forrygende opbakning og især til HØJ Fanzonen, som ligeledes leverede en TOP præstation på lægterne.
Næste opgave er på fredag, den 20. september kl. 19.30, når vi skal en tur til det nordlige Vestjylland, hvor Liga-nedrykkerne fra Lemvig-Thyborøn Håndbold er modstanderen, mens den næste hjemmekamp finder sted i Ølstykke Hallen, den 28. september kl. 16.00, hvor FIF kommer på besøg.
Billetter til den kamp sættes til salg, onsdag den 18. september på billetsalg.dk/høj.
Tusind tak til Thomas Tvilling for de flotte billeder fra kampen!