Fem på stribe til HØJ Elite!!!
HØJ Elite – Aarhus Håndbold 32-29 (15-15)
Der var lagt op til et brag af en topkamp, da 1. divisions nr. 2. fra Aarhus Håndbold, gæstede Ølstykke Hallen lørdag eftermiddag. Og de mange tilskuere gik på ingen måder forgæves.
Hvis man kan tale om “kampen” i landets næstbedste række nogensinde, så må lørdagens opgør kandidere endog meget kraftigt til titlen. HØJ mandskabet har allerede vist prøver på den styrke og den kvalitet, som vi alle havde håbet på inden sæsonen, mens Aarhus Håndbold ligeledes har oprustet kraftigt med flere rigtig dygtige kvalitetsspillere!
Med den cocktail fik vi lige præcis det TOP-opgør, som mange, også uden for håndboldverdenen, ville have elsket at være vidner til. Sikke en kamp for de heldige, som havde sikret sig billet i Ølstykke Hallen denne eftermiddag!
Kampen bølgede frem og tilbage i opgørets indledende fase, med skiftende føringer til følge, inden gæsterne fik skabt et hul på tre scoringer, til stillingen 6-9, efter 13 minutter. Et par minutter tidligere var HØJ Elites Tom Kåre Nikolaisen blevet præsenteret for et blåt kort af opgørets dommerduo og kunne derfor ikke benyttes i de resterende små 50 minutter af kampen.
Det skulle HØJ-mandskabet lige sunde sig over, inden man var tilbage på omgangshøjde ved stillingen 12-12 ca. ti minutter senere. 15-15 var stillingen ved pausen, og alt var derfor “piv-åbent” inden de sidste 30 minutter!
Her fortsatte det bølgende, og ikke mindst nervepirrende, kampforløb til stor glæde for det yderst entusiastiske hjemmepublikum, med den fuldstændig forrygende HØJ-Fanzone i spidsen! 28-27 var stillingen med syv minutter tilbage af opgøret, og på det tidspunkt var Ølstykke Hallen på kogepunktet.
I slutminutterne var HØJ herrerne heldigvis skarpest, og da Hans Lindberg diskede op med endnu et “steal”, og efterfølgende kunne kaste bolden i tomt mål, tre et halvt minut inden hornet lød for sidste gang, så var kampen afgjort!
I øvrigt en fantastisk præstation af vores nykårede olympiske mester, som spillede en brandkamp i HØJ trøjen!
Sejren må betegnes som særdeles vigtig i topstriden i 1. division, og ikke mindst i forhold til de indbyrdes kampe, topholdene i mellem.
Hos hjemmeholdet blev Simen Högdahl Schønningsen endnu engang topscorer, denne gang med 9 mål, mens også Linus Arnesson bør nævnes for den fuldstændig forrygende kreatør, han er, og igen var, i kampen mod Aarhus Håndbold.
Når det er sagt, er der ingen tvivl om, at det var HØJ-kollektivet der sejrede, denne eftermiddag i Ølstykke Hallen. Der er kvalitet på samtlige positioner på banen og dygtige folk til at tage over ude på bænken.
Hos Aarhus Håndbold bør det ligeledes være på sin plads at nævne en yderst velspillende Nicolaj Nørager, som kampen igennem viste utallige prøver på den topspiller, han er. Tak for kampen til Aarhus Håndbold og ikke mindst TAK for støtten til tilskuerne, og især til HØJ-Fanzonen, som leverede en præstation i særklasse!
Næste opgave for HØJ-herrerne er den vigtig udekamp mod HC Midtjylland, lørdag den 12. oktober kl. 14.00, hvor HØJ-fanbussen også ruller afsted.
Her kan der købes billetter til bare kr. 125 pr. person. (bus tur/retur fra Ølstykke Hallen, 1 stk. sodavand og kampbillet) Tilmelding via mail: ulrik@hojelitehaandbold.dk.