Solid sejr i Aarhus!!!
Der er kun én vej for HØJ damerne i øjeblikket, og det er fremad!
Søndag eftermiddag stod den på endnu ét stk. svær udekamp, denne gang i det århusianske, hvor de lokale helte fra AGF Håndbold var værter for søndagens eneste opgør i 5. spillerunde.
Som så mange gange før kom HØJ holdet bragende ud fra omklædningsrummet og havde hurtigt oparbejdet en 5-2 føring efter otte minutter, inden hjemmeholdet fik bedre fat. Resten af halvlegen blev noget mere lige, men der blev holdt godt fast i føringen, hvorfor HØJ’erne kunne gå til pause, foran 16-14.
Samme billede tegnede sig i de sidste 30 minutter, dog hele tiden med HØJ i teten, hvorfor man endte med endnu en flot og solid sejr på en vanskelig udebane.
Anders Krogh udtaler:
“AGF har vi haft det historisk svært ved – og denne gang skulle ikke være anderledes. AGF er et rutineret hold, der har ligget i rækken noget nær altid – og har samtidig en snu rad i træner Jess Nielsen, der gør livet svært for modstanderne med hans taktiske træk.
Kampen starter meget lige – og vi følges stort set ad frem til pausen, hvor vi fører 16-14. Mønstret er det samme i 2. halvleg, hvor vi max. får lov til at føre med 3-4 stykker, hvorefter AGF svarer prompte igen – og indhenter os.
I de sidste 10 minutter trækker vi afgørende fra – og ender med en sejr på 31-28. Det blev en kamp, hvor vi ikke ramte vores topniveau, hvilket bestemt også skal tilskrives AGF, der kæmper indædt til sidste fløjt.
I kampen var der gode præstationer i angrebet af AC, Clara, Trine og Florin. Sø stod en fin kamp foran et godt kæmpende forsvar, der til tider var udfordret, men fik det hevet op i kampens sidste kvarter.
Der skal lyde en tak til alle de tilrejsende HØJ-fans, hvor vi også på tribunerne vandt kampen”.
Faktum er nu den, at vi har vundet de første fem kampe i sæsonen og har slået nummer 2, 3, 5, 6 og 7, mens 1. divisions nummer 9, fra Ejstrup Hærvejen, venter i den kommende spillerunde.
Den kamp spilles lørdag den 2. november kl. 14.00.
Foto: Thomas Tvilling