Trine Mortensen – portræt af en fighter!!!

Der var stor glæde hos HØJ familien, da det tidligere på året blev annonceret, at klubikonet Trine Mortensen vendte hjem til sin barndomsklub, efter et længerevarende ”eventyr” i den store og forunderlige håndboldverden.

Et nyt kapitel i fortællingen om HØJ og Trine Mortensen kunne tage sin begyndelse, og de første sider i fortsættelsen kunne ikke være skrevet bedre. Det vender vi tilbage til.

Men hvorfor er der så stor og utvetydig respekt omkring Trine hos HØJ folket, også selvom hun har været ”ude af syne” i en længere årrække?

Det er der rigtig mange grunde til, men lad os starte med begyndelsen og skrue tiden ca. 30 år tilbage.

Trine Elise Wacker Mortensen er født den 14. september 1994 i Jyllinge og kommer ud af en rigtig håndboldfamilie.

Hendes far, René, har f.eks. en både lang og fremtrædende rolle i ”Historien om HØJ”, mens Trines farfar og farmor ligeledes var aktive håndboldspillere.

Derfor kan man på ingen måder sige, at Trine Mortensen blev introduceret til håndboldsporten fra fremmede. Tværtimod har den bogstaveligt talt været en del af Trines liv, fra hun slog øjnene op for første gang og blev slæbt med i hallen i sin babylift.

Trine Mortensen:

”Da jeg lige havde lært at kravle og skulle med min far til træning i HØJ, satte han og hans holdkammerater (der også havde deres små børn med) deres håndboldtasker op i en ring i håndboldhallen, som skulle udgøre det for at være en kravlegård til os. Den kunne vi så lege rundt i med en lille bold, mens de trænede”.

Årene gik, og da Trine havde alderen, startede hun ”rigtigt” til håndbold i den lille hal i Jyllinge, hvor hun spændt mødte op til sin første U6 træning. I børne-og ungdomsårene var hun en rigtig sportspige og forsøgte sig også sideløbende med flere andre sportsgrene, men håndbolden skulle vise sig at blive gennemgående i de næste, foreløbigt, 30 år.

Jo ældre Trine blev, og i takt med at både træning og kampe kom til at fylde mere, faldt de andre sportsgrene naturligt fra, så der nu kun var håndbolden tilbage.

Trine Mortensen:

”Jeg boede tæt på hallen, så mange weekender blev brugt der, enten når jeg selv skulle spille eller for at se de andre. Jeg og mine veninder heppede på livet løs, indtil det blev vores tur. Herefter i bad og så i ”cafetutten”. Til sidst skulle vi så se min far spille kamp. Det blev ofte til hele dage i hallen, og den blev hurtigt til mit andet hjem”.

Årene gik og pludselig stod Trine og holdkammeraterne i en propfyldt Ølstykke Hal og skulle spille U18 DM-finale, som det første og eneste HØJ-ungdomshold nogensinde. Kampen blev vundet og blev dermed den største sportslige milepæl i Trine Mortensens hidtidige karriere.

Man kunne godt foranlediges til at tro, at hele vejen op gennem ungdomsrækkerne havde været et langt sportsligt eventyr, men sådan forholdt det sig faktisk ikke helt.

Trine Mortensen:

”Jeg har stort set været på andetholdet i de fleste af mine ungdomsår. Jeg brugte træningerne som potentielle kampe, og har altid haft ambitionen/håbet om, at kunne udvikle mig. Jeg blev ofte mødt af folk omkring mig som spurgte: ”hvorfor stopper du ikke bare, du spiller jo alligevel ikke”, men jeg følte, jeg havde så meget mere at give af, og derfor blev jeg ved. Når jeg så endelig fik chancen på 1. holdet, lærte jeg hurtigt at præstere i kampene”.

Efter U18 triumfen tog Trine Mortensens håndboldkarriere for alvor fart. Rejsen fortsatte til det midtsjællandske, og 1. divisionsklubben Ringsted, hvor Trine udviklede sig til at blive ”førstevalg”. Det rygtedes hurtigt ude i den store håndboldverden og pludselig stod den svenske storklub, Sävehof, klar med en kontrakt.

Trine Mortensen:

” Tiden i Sverige var vild! Jeg kom til Sävehof, som en meget ung kvinde uden rigtig at vide hvad det egentlig indebar, andet end meget træning, masser af styrke, fede kampe, andet sprog og knap så mange byture. Men jeg var stolt over at mine resultater i Ringsted blev set i Sverige, og at Champions League kom oveni, var jo bare en kæmpe bonus. Jeg blev førstevalg på venstrefløjen, og folk troede på mig. Jeg fik mange gode oplevelser bl.a. Champions League to år i træk, og jeg var også med til at vinde det svenske mesterskab. Det var stort. Vi spillede for fyldte haller, når vi var rundt i Europa, og nogle gange blev man også ”svinet til”. Jeg er glad for at have været godt rustet til de oplevelser for man vokser sindssygt meget af det både på og udenfor banen. Man kan sige, at Sävehof virkelig modnede mig rent håndbold- og personlighedsmæssigt. Jeg fortryder intet og er glad for, at jeg tog beslutningen og havde modet til det”.

Efter tre succesfulde år i det svenske kom den danske topklub Ikast på banen, hvilket åbenlyst var endnu en stor ”blåstempling” af Trines talent.

Trine Mortensen:

”Det var også vildt, men på en anden måde. Jeg tænkte, ”at nu var jeg én af de to fløje, som Ikast vil have på et topliga hold – de tror virkelig på mig”. Jeg var både glad og stolt. Specielt mit første år var godt, hvor jeg fik masser af spilletid, blev udtaget til landsholdet og sluttede sæsonen af med at vinde EHF-cuppen. Vi leverede også flotte resultater i Champions League, og selv efter jeg er stoppet derovre, elsker jeg at komme tilbage på besøg”.

Ni år senere og en masse oplevelser og erfaringer rigere, er Trine Mortensen nu ”hjemme igen” og kan se tilbage på sin foreløbige håndboldkarriere med stor glæde. En rejse som dog aldrig havde været den samme, uden den enorme opbakning, hun har modtaget fra familien gennem alle årene.

Trine Mortensen:

”Min familie har været altafgørende og har altid støttet op om min håndbold og har prioriteret at se mig spille. De har altid troet på mig, opmuntret og bakket mig op, og har sørget for, at jeg har haft mig selv med i det hele. De har altid været der ekstremt meget for mig, og det har min kæreste (Emil Bramming) og hans familie heldigvis også. Det betyder bare mere, end man lige skulle tro”.

Og skulle man nu tro at viljen, lysten og gejsten er blevet mindre med årene, tager man grueligt fejl. For som tidligere nævnt, kunne fortsættelsen ikke være skrevet bedre.

Efter at Trine er kommet tilbage til HØJ har hun, og den resterende del af det forrygende damehold, nemlig vundet ”rub og stub” i turneringen, hvilket vil sige 8 kampe i træk.

Trine Mortensen:

”Jeg har store ambitioner med og for HØJ Elite – ligesom resten af pigerne og klubben. Jeg syntes, det er spændende og kan mærke, at alle virkelig vil det. Og som vi har spillet her i starten af sæsonen, så synes jeg helt klart, vi er det bedste hold i 1. division. Så må vi se, om vi også stadig ligger nr. 1, når sæsonen slutter”, siger Trine med et smil”.

Og hjemkomsten til HØJ Elite var helt naturlig.

Trine Mortensen:

“Beslutningen var ikke svær. Jeg er født ind i HØJ, og HØJ er og bliver min hjerteklub.

Tanken om at kunne være med til at dele mine erfaringer og kvalifikationer til klubbens videre succes, og forhåbentlig tage den til nye højder, vil gøre mig stolt. Jeg håber også, at jeg sammen med klubbens passionerede fans, kan være med til at skabe mindeværdige øjeblikke og styrke båndet mellem holdet og fællesskabet.

Jeg glædede mig meget til at ”komme hjem” til HØJ, og det har jeg ikke fortrudt i et sekund. Det er dejligt at møde folk i hallen og få en snak. HØJ er blevet mere moderne og ambitiøs med årene, og jeg kan mærke, der er mange håb, drømme og visioner, som jeg glæder mig til at være en del af. Derudover er jeg meget imponeret over det set-up, som HØJ Elite har formået at stable på benene – også på damesiden”.

Og med den erfaring, personlighed og status som Trine kommer hjem med, er det på ingen måde en ”frøken hvem som helst”, som på falderebet giver et par gode råd videre til de helt unge spillere i HØJ familien.

Trine Mortensen:

”Mit råd har altid været, at du skal spille håndbold, fordi du har det sjovt og værdsætter fællesskabet, og så skal man huske, at talent er individuelt og kommer på forskellige tidspunkter i livet. Jeg peakede selv i en meget høj alder og fik f.eks. først landsholdsdebut som 28-årig. Derfor skal man huske på, at man ikke nødvendigvis behøver at være en stjerne i ungdomsrækkerne, for at kunne blive til noget senere, det skal nok komme, så længe man tror på sig selv. Og så skal man vide, at der også kommer svære perioder, men at man skal holde ud, altid skal være en god kammerat, og samtidig sætte sig sine egne små delmål, så man kan have sine egne succeser. Så sker der udvikling hele tiden!”. Så selvom du hverken er på 1. holdet eller får meget spilletid, så kan man sagtens nå at få succes. Derudover skal man nyde at være en del af et klubfællesskab – det kan virkelig noget”.

Det var den foreløbige fortælling om Trine Mortensen – portræt af en fighter. Vi glæder os alle sammen til fortsættelsen i HØJ, som kun lige er begyndt.

Foto: Jens Ørgaard Jensen / Thomas Tvilling / Privat