HØJ Elite forlænger med Lauge Hemmingsen

Vores 21-årige venstre back, Lauge Hemmingsen, vil også være at finde i HØJ Elite truppen i den kommende sæson. Det står klart, efter han netop har underskrevet en ny 1-årig aftale.

Lauge har haft alle sine ungdomsår i klubben og er i øjeblikket i gang med sin 4. sæson som kontraktspiller i HØJ Elite.

Cheftræner Jesper Fredin:

”Lauge er en lokal og ærgerrig spiller, der hver dag knokler for at forbedre sig. I denne sæson har han især markeret sig i defensiven, hvor han har løst alle de opgaver, han er blevet stillet. Hans næste mål er at arbejde sig ind i den offensive rotation og dermed sikre sig kontinuerlige minutter som tovejs-spiller. Udover sine præstationer på banen bidrager Lauge også betydeligt til det daglige liv i HØJ Elite. Han er vellidt blandt både spillere og trænere og formår at balancere seriøsitet med en god stemning, når det er passende. Hans indstilling og sociale forståelse gør ham til en vigtig del af vores hold både på og uden for banen”.

Om forlængelsen med HØJ Elite siger Lauge Hemmingsen selv:

”Jeg er utrolig glad og stolt over at forlænge med HØJ Elite. Jeg sætter stor pris på at være en del af det enormt ambitiøse projekt, hvor både klubben og menneskerne omkring den betyder utrolig meget for mig. Jeg glæder mig derfor til endnu et spændende år i min barndomsklub”.

Vi glæder os ligeledes til fremtiden med vores dygtige unge venstre back som en del af HØJ Elite fællesskabet.

Yderligere oplysninger fås hos adm. direktør Lars Vinther på mobil: 20977930.

Foto: Jens Ørgaard Jensen.