Hans Lindberg – en verdensstjerne også udenfor banen!

Foto: Thomas Tvilling

Hans Ottar Lindberg blev født den 1. august 1981 og er en af de mest vindende danske håndboldspillere gennem tiderne.

Lindberg startede relativt sent til håndbold, som 14-årig, men det blev hurtigt tydeligt for både trænere og medspillere, at der her var tale om et ganske særligt talent.

Efter ungdomstiden i HØJ fortsatte rejsen ud i det store ”Håndbold Danmark”, som først gik via bl.a. Team Helsinge og Viborg HK, inden storklubben HSV Hamborg kom på banen med en kontrakt i 2007, hvorefter kursen blev sat mod den tyske millionby.

Her fejrede Lindberg store triumfer og vandt bl.a. det tyske mesterskab og Champions League, inden rejsen gik videre til den tyske hovedstad og storklubben Füchse, hvor rekorden som den mest scorende spiller i Bundesligaens historie blev sat.

Sideløbende har Hans Lindberg været en del af det danske håndboldlandshold, hvor han bl.a. har vundet guldmedaljer ved både OL, VM og EM.

Men hvem er Hans Lindberg egentlig? Hvad er det, der driver ham? Og hvorfor har han, udover håndbolden, kastet sin kærlighed på en lang række frivillige og velgørende projekter? Bl.a. det, og meget andet, kan du få svar på herunder i HØJ Elites store portræt: ”Hans Lindberg – en verdensstjerne også udenfor banen”.

Hvornår og hvorfor startede du til håndbold?

Lindberg:

”Jeg startede som 14-årig og havde faktisk forsøgt mig inden, men det fangede mig ikke rigtigt, men så var der pludselig noget skolehåndbold, hvor nogle fra min klasse skulle deltage. De spillede også i HØJ ved siden af, og de ville gerne have mig med, så det gjorde jeg. Det var sjovt, så jeg tog også med til HØJ efterfølgende. Holdet var godt, og jeg fandt hurtigt ud af, at jeg faktisk var ret god til det. Efter 3-4 måneder kom jeg med til ”udvalgt træning” for de bedste spillere på Sjælland. Her følte jeg også, jeg kunne være med, og så var min fordel nok også, at jeg var venstrehåndet.

I den periode spillede jeg faktisk både fodbold og håndbold, og det kunne også godt lade sig gøre i starten, fordi vi trænede på forskellige dage, men sådan blev det ikke ved med at være.

Jeg blev nødt til at vælge, hvilket mine trænere også fortalte mig, for jeg kunne jo ikke være to steder på én gang. Jeg valgte så håndbolden, fordi jeg syntes, det var det sjoveste.

Jeg har faktisk været meget omkring i ”sportens verden” som barn. Jeg spillede både tennis, badminton og basket, udover fodbolden og håndbolden. Som jeg husker det, var jeg ret nysgerrig omkring de forskellige sportsgrene og ville gerne prøve det hele”.

Hvornår kunne du fornemme, at du begyndte at vække interesse hos nogle af de større klubber?

Lindberg:

”Som 1. års yngling, da jeg var 16-17 år, spillede jeg allerede for seniorholdet i HØJ, (3. div.) og som 2. års fik jeg tilbud fra flere forskellige ligaklubber, heriblandt Helsinge. Jeg sagde dog ”nej tak” i første omgang, da jeg hellere ville spille sammen med mine kammerater. Vi havde jo et rigtig godt ynglingehold på det tidspunkt.

Jeg startede derfor sæsonen med vennerne og spillede med i de første 6 kampe, hvor jeg blev topscorer i alle kampene. Torben Winther, som var ligatræner for Team Helsinge på det tidspunkt, kom flere gange i hallen for at se mig. Han var meget ihærdig og vedholdende, og jeg blev lovet, at jeg ville blive 1. valg med det samme, hvis jeg skiftede.

Uden at det skal lyde forkert, så manglede jeg nok også nogle udfordringer på ynglingeholdet. Det var simpelthen for let for mig, så min mavefornemmelse sagde til sidst, at jeg skulle skifte til Håndboldligaen og Team Helsinge, hvis jeg skulle udvikle mig yderligere.  

I den periode, som 17-årig, var jeg også med på ungdomslandsholdet, men at skulle gå direkte til ligaen, det var faktisk svært i starten. Jeg skulle lige vænne mig til tempoet og hårdheden, men Torben Winther troede på mig hele vejen igennem og gav mig en enorm tillid”.

Har det været ”nemt” for dig hele vejen op gennem ungdomsrækkerne, eller har du oplevet større udfordringer undervejs?

Lindberg:

”Hvis vi går et par år tilbage, så spillede jeg faktisk 1. års junior, som 15-årig, i Smørum. Her kunne jeg godt mærke, at det var svært, fordi mange af de andre var 1 år ældre. Herudover var modstanderne bedre, og det var bestemt ikke let her”.

Har det hele tiden ”kun” været lysten, der har ”drevet værket”, eller har du samtidig været ambitiøs helt fra de unge år?

Lindberg:

”Jeg har altid været ambitiøs, og efter min mening kan man sagtens kombinere det at være ambitiøs og samtidig have det sjovt. Jeg var på nogle rigtig gode ungdomshold, og så er det let at have det sjovt, når det går godt på banen, også selvom man samtidig tager sin sport meget seriøst, som jeg altid har gjort. For mig, går det hånd i hånd”.

Du har haft mange oplevelser og har vundet ALT, men er der nogle episoder eller personer i din karriere, som har gjort et særligt stort indtryk på dig?

Lindberg:

”Torben Winther har betydet rigtig meget, i flere omgange, netop fordi han altid har troet så meget på mig. I den anden ende af skalaen var mit korte ophold i GOG derimod en negativ oplevelse. Her troede trænerteamet slet ikke på mig, og jeg mistede faktisk lysten til at spille håndbold, mens jeg var der. Spilletiden begrænsede sig også kun til nogle få minutter hist og her, gerne til sidst i kampene, når det hele var afgjort, så det var ikke en god periode i min karriere.

Jeg tog derefter tilbage til Helsinge, men overvejede stadig kraftigt, om jeg overhovedet skulle fortsætte.

Kort efter kom Torben Winther så på banen igen, da han i mellemtiden var blevet dansk landstræner. Her havde vi også et såkaldt B-landshold, som det hed dengang. Det var for ”boblerne” omkring A-landsholdet. Det gjorde udslaget, at jeg kom med her, for nu kom troen på mig selv og håbet tilbage”.

Den kommende periode gik heldigvis godt, og efter dine ophold hos Team Helsinge og Viborg HK kom storklubben HSV Hamborg på banen. Hvordan var det pludselig at skulle rykke til Tyskland og få en hverdag til at fungere i en millionby?

Lindberg:

”Det første år var meget ensomt og svært. Jeg tog derned sammen med min hustru Jeanette, men vi havde ingen relationer overhovedet. Der var ingen venner og ingen omgangskreds. Det var også et nyt land og et nyt sprog. Og så var det ikke mindst en storby, hvor vi inden da havde været vant til en noget mindre skala i Viborg. På banen gik det dog virkelig godt, men udenfor var det svært. Vi nåede faktisk at overveje, om det var det hele værd, eller om vi skulle flytte hjem igen”.

Men I blev alligevel boende i Hamborg. Hvad gjorde udslaget?

Lindberg:

”Det er faktisk en lidt speciel historie. Der skete nemlig det, at vi fik indbrud efter et års tid, og vi følte os derfor på ingen måder trygge, der hvor vi boede. Vi fik så en god mulighed for at flytte ind i et dobbelthus hos min holdkammerat Pascal Hens (tidl. tysk verdens- og europamester) og hans hustru. Det var godt for os, for pludselig havde vi nogle at tale med uden for håndbolden, og vi fik en social omgangskreds. Det var rigtig dejligt”.

Hvordan holder man kontakten og relationerne til venner og familie i Danmark, når man er ”ude” i så mange år?

Lindberg:

”Det er rigtig svært, for der kan gå lang tid mellem man ses. Der er selvfølgelig en smule besøg frem og tilbage, men jeg havde ofte dårlig samvittighed, fordi jeg aldrig nåede at se alle dem, jeg gerne ville, når vi var i Danmark.

Der var derfor også flere gange, hvor jeg helt undlod at fortælle folk, når jeg var hjemme, netop fordi jeg ikke ville skuffe folk”.

Hvis vi nu vender blikket tilbage mod håndbolden og din fantastiske karriere, kan du så pege på en periode i dit håndboldliv, som har været den absolut bedste, både på og udenfor banen?

Lindberg:

”Det var i Hamborg i perioden 2011-2014. Her blev vi tyske mestre i 2011, og vi vandt Champions League i 2013. Sidstnævnte var den bedste periode nogensinde. For udover Champions League titlen blev jeg også topscorer, alle steder, og i alle turneringer. Herudover kom jeg på All Star holdet ved VM i Spanien, og jeg blev kåret til verdens bedste fløj. ALT var godt i den periode også udenfor banen”.

Kan man tale om at alle dine forskellige titler og rekorder betyder det samme for dig, eller er der én specifikt, som skiller sig særligt ud?

Lindberg:

”De betyder alle sammen meget, på hver deres måde, så jeg synes det ville være unfair, hvis jeg skulle pege én ud, som overskygger de andre, for det er der ikke tale om.

Jeg er tværtimod stolt over, at jeg har kunnet bevise overfor omverdenen, at jeg har været i stand til at holde et så højt niveau, i så mange år i træk.

Herudover har jeg altid haft det sådan, at jeg gerne har villet bevise overfor mig selv, at jeg godt kan være med, når jeg sætter mig noget for”.

Det må man sige er lykkedes særdeles godt for dig i rigtig mange sammenhænge. Hvis vi nu retter fokus tilbage mod det sociale, har du så fået nogle tætte venskaber i udlandet, som er skabt via håndbolden, der også holder den dag i dag?

Lindberg:

”Ja det har jeg bestemt og på tværs af mange forskellige nationaliteter. De oplevelser man har haft sammen, specielt på håndboldbanen, de knytter nogle stærke bånd også udenfor hallerne. Vi taler ofte med folk, Jeanette og jeg, som vi mødte i Tyskland for mange år siden. Det sætter vi begge stor pris på”.

Sideløbende med håndbolden har du gennem årene involveret dig i et hav af velgørende projekter og gør det stadig i stor stil. Hvorfor er det så vigtigt for dig?

Lindberg:

”Jeg fandt hurtigt ud af, at jeg som ”et kendt ansigt” kunne gøre en positiv forskel med meget få midler. Bare det at kunne give en trøje til et velgørende formål, eller nogle autografer til et ungdomshold. Det betyder rigtig meget, og hvis jeg kan gøre noget godt for folk, qua at jeg er en offentlig person, så gør jeg det meget gerne. Det ser jeg en stor værdi i”.

Det er ingen hemmelighed, at du er et stort familiemenneske. Hvordan får man tingene til at hænge sammen som professionel håndboldspiller?

Lindberg:

”Først og fremmest så har jeg en meget forstående hustru, som i den grad har taget et stort slæb gennem årene.

Bl.a. i Tyskland, hvor jeg havde rigtig mange rejsedage. Her var det meste på mine præmisser, og Jeanette har altid skullet indordne sig efter mig. Min håndbold kom jo altid i første række, så hun har skullet gå på kompromis med mange ting i årenes løb.

Selvom det måske kan lyde lidt underligt, så var ”Corona tiden” faktisk ret kærkommen for os. Her begyndte Jeanette nemlig på jurastudiet, som hun klarede 100 procent selv, via et selvstudie. Hun fik kun minimal undervisning, ingen læsegrupper eller noget. Hun gjorde ovenikøbet sin kandidat færdig på 2-3 måneder, hvilket jeg har den største respekt for. Jeanette har været en kæmpe støtte for mig, på alle måder, gennem årene”.

Hvad med fremtiden? Hvad vil være ideelt for dig og din familie i de kommende år, både på kort og på lang sigt?

Lindberg:

”Vi har slået os ned i Egedal for at blive, også på længere sigt. HØJ Elite er prioriteten, og jeg håber at være med i mange år. Det er et super spændende projekt, og jeg er glad for, allerede nu, at være en del af det hele. Herudover bliver Jeanette advokat i marts/april 2025, så det tegner rigtig godt”.

Nu er du tilbage, hvor det hele startede for mange år siden, nemlig i din bardomsklub HØJ. Siger du hermed også, at du regner med, at HØJ Elite bliver din sidste klub som aktiv?

Lindberg:

”Det kan jeg svare meget klart på. JA! Det gør jeg bestemt, og jeg er allerede glad for at være en del af klubben igen”.

Vi har nu været ret godt rundt om både din karriere og dig som privatperson, men er der noget, du gerne vil sige til de mange unge håbefulde håndboldspillere, som gerne vil være den nye ”Hans Lindberg”?

Lindberg:

”Hård træning og flid slår altid talent!!” Så simpelt kan det faktisk siges efter min mening”.

Og her afslutningsvis, så var der jo lige det her med lægen, som fortalte dig, da du var en lille dreng på 9 år, at du aldrig ville komme til at dyrke sport på højt plan, fordi du er født platfodet.

Men jeg skal da love for, at du fik modbevist den påstand godt og grundigt med en dejlig befriende: ”Selvfølgelig kan jeg det!” tilgang til tilværelsen.

Tusind tak fordi du havde lyst til at medvirke!

Lindberg:

”Det har været en fornøjelse!”.

Her slutter et af de mange spændende kapitler i fortællingen om HØJ’s helt ”egen” Hans Lindberg, og vi glæder os naturligvis meget til fortsættelsen, som vi nu skal skrive sammen med en af Danmarks absolut største håndboldstjerner gennem tiderne!