Tilbage på sporet i flot sejr mod Rødovre HK!!!
Foto: Thomas Tvilling
HØJ Elite – Rødovre HK 37-31 (16-16)
Der var god grund til smil hos unge Lea Florin og de øvrige HØJ Elite kvinder, da 1. divisions tophold kom planmæssigt tilbage på sporet, efter lørdagens “forskrækkelse” i Roskilde.
Vejen var dog en smule “bumlet” undervejs i opgøret, og det var derfor også en flok lettede HØJ-spillere, som kunne sænke skuldrene og hæve armene i triumf efter dommerduoens sidste fløjt.
Fra kampens start gik gæsterne herligt uimponerede til sagen og kunne registrere en 13-10 føring efter 19 minutters spil, da Rødovre HK’s Camilla Neesgaard kunne score et af sine i alt 11 mål i opgøret.
Det var dog ikke noget, som slog hjemmeholdet ud, og man kvitterede hurtigt med 3 scoringer i træk, på under 2 minutter, hvilket med rette kunne føre tankerne tilbage til netop Roskilde kampens afslutning i den seneste spillerunde.
16-16 var pausestillingen og gejsten, viljen og arbejdsraseriet, som kendetegnede HØJ kvinderne under samtlige 60 minutter, fortsatte ufortrødent fra starten af 2. halvleg.
Kampen var dog stadig tæt, men knækkede en smule efter 42 minutter, da Caroline Duelund kunne sætte en fornem scoring i kassen og dermed registrere den første 3-måls føring til hjemmeholdet. Herefter kom Rødovre HK aldrig tættere på, og det hele endte derfor med en sikker sejr på 37-31.
Noget af en “målfest”, hvor især offensiven strålede om kap med hallyset. For offensiven var virkelig sprudlende. Det vidner de 37 mål i sig selv om, men fordelingen af scoringerne er ligeledes interessant.
Unge Lea Florin blev, fuldt fortjent, kåret som kampens spiller, da hun leverede en vaskeægte brandkamp ude på fløjen. 7 på 7 og en spilleglæde i absolut topklasse, som man kun kan “lette på kasketten” over i dybeste respekt. Det var, hvad de mange trofaste HØJ-støtter, som havde trodset Danmarks VM-åbningskamp, blev præsenteret for denne tirsdag aften i Ølstykke Hallen.
En herlig fight og spilleglæde, både fra Lea Florin, men også fra resten af holdet.
Herudover bød Anne Cathrine Lundbye (AC) ind med 7 scoringer, Trine Mortensen og Liv Navne med hver 6, mens Caroline Duelund kvitterede med 5 af slagsen inde på stregen. Sidst men ikke mindst leverede Anne-Louise Moesgaard 3 scoringer, mens vores færøske landsholdsspiller, Marita Mortensen, scorede 2 gange, og sidst men ikke mindst, bidrog Cecilie Kvisgaard med en decideret “klassescoring” som også kandiderede kraftigt til “dagens detalje”.
Selvom der var tale om en kamp mellem nr. 1 og nr. 8, var opgøret ligeledes en reminder om, at der absolut ikke findes noget lette kampe i 1. division. Flere af holdene slår hinanden på “kryds og tværs”, hvilket HØJ kvindernes kommende modstander fra DHG Håndbold ligeledes er et godt eksempel på.
For selvom lørdagens modtander indtager en 9. plads, lige over stregen, har man alligevel leveret flere “bemærkelsesværdige” resultater hidtil i sæsonen og specielt på udebane.
DHG Håndbold har f.eks. slået 1. divisions nr. 3, Ajax København, med hele 29-24, mens man ligeledes har hentet et flot point i Holstebro, hvor man tilmed var foran med to, kort før tid.
Det bliver derfor noget af en “mundfuld”, når de stærke fynboer gæster Ølstykke Hallen på lørdag kl. 14.00.
Vi har derfor, endnu engang, brug for maksimal støtte fra HØJ familien, så vi sammen kan give HØJ Elite kvinderne de bedste “arbejdsbetingelser” i bestræbelserne på endnu et godt resultat.
Billetter købes på Billetsalg.dk/høj
HØJ Elite – Sammenhold og Fællesskab i særklasse.