Varm og hjertelig afsked med flere klubikoner

Foto: Thomas Tvilling.
Lørdag eftermiddag i Ølstykke Hallen blev på mange måder en både bevægende og historisk dag for HØJ familien.
Dels skulle der, inden kampen mod Gudme HK, siges farvel til flere spillere og det nuværende trænerteam, mens vi efter slutfløjtet fik overrakt “oprykningspokalen”, som et synligt bevis på en fuldstændig forrygende og fænomenal sæson.
Først var der tale om nogle rørende scener, da både Frederikke Olsen, Mathilde Trend og Marina Schlachter tog afsked med det sted, hvor der på det seneste er blevet fejret så mange store og flotte triumfer.
Særligt specielt var afskeden med schweiziske Marina Schlachter, som udover at være en af de mest rutinerede spillere i HØJ Elite truppen, ligeledes har været en fast bestanddel af HØJ fællesskabet i de seneste fire sæsoner.
I den forbindelse blev der da også kippet godt og grundigt med det schweiziske flag rundt om på tribunerne, da mange havde taget turen fra alpelandet for at være med til at fejre Marina og herreholdets Tobias Wetzels tid og indsats i HØJ Elite trøjen.
Sidst men absolut ikke mindst skulle der overbringes en stor, varm og uvurderlig TAK til vores succesrige trænerduo, Michal Piotrowski og Anders Krogh, som via en helt unik indsats, og et fremragende kontinuerligt arbejde med skiftende spillertrupper, nu kan give stafetten videre og aflevere et Liga-hold på fornemmeste vis.
Eventyret kan derfor fortsætte med uformindsket styrke, og endnu et spændende kapitel om HØJ Elite damerne kan tage sin begyndelse med udgangspunkt i landets bedste håndboldrække.
Og mens Anders Krogh fortsætter i HØJ Elite, i rollen som “Sportslig koordinator” på damesiden, begiver Michal Piotrowski sig ud på en spændende rejse, da han efter sommerferien skal være cheftræner på Færøerne hos Vestmanna Håndboldklub.
Vi ønsker alt mulig held og lykke og takker alle for en helt igennem fantastisk indsats for HØJ Elite.
HØJ Elite – Sammenhold og Fællesskab i Særklasse.