Stærk stregspiller med Champions League erfaring til HØJ Elitehåndbold

Foto: Kadetten Schaffhausen
Vi er glade for at kunne offentliggøre, at den svenske stregspiller, Kassem Awad, skifter til HØJ Elite på en 2-årig kontrakt.
30-årige Kassem Awad fik sin håndboldopdragelse i IFK Nyköping, inden han tog til HK Malmø, hvor han spillede på klubbens bedste mandskab i perioden 2017-2022.
Vores kommende stregspiller skrev herefter under med den norske storklub Elverum, hvor han havde stor succes bl.a. i Champions League. Her scorede han bl.a. hele 30 gange i 2022/2023 sæsonen.
I øjeblikket er Kassem og hans nuværende klub Kadetten Schaffhausen i semifinalen i den schweiziske liga og har derfor mulighed for at vinde sit fjerde mesterskab på stribe og sin 13. nationale titel siden 2010.
Direktør Lars Vinther uddyber:
”Med tilgangen af Kassem får vi en særdeles fysisk stærk spiller med store kompetencer i defensiven, særligt i duelspillet. Kassem er samtidig yderst eksplosiv, hvilket han udnytter i det offensive spil. Han har stor erfaring og er en meget loyal holdspiller både på og udenfor banen – derfor vil han passe godt ind i vores stærke holdfællesskab. Jeg er ikke i tvivl om, at vi får stor glæde af Kassems tilgang, og jeg ser frem til at se ham i aktion i HØJ Elite”.
Kassem Awad udtaler selv om sit forestående skifte til HØJ Elite:
”Jeg synes, at klubben og holdet er i en spændende fase af deres rejse mod de ambitiøse mål, de har sat sig. Og jeg synes samtidig, det bliver utrolig spændende at få lov til at deltage i den udfordring og bidrage til den udvikling, der ligger foran klubben.
Personligt forventer jeg at kunne bidrage til holdets udvikling både på og uden for banen – og at kunne hjælpe holdet med at nå de mål, vi sammen sætter os”.
Vi glæder os ligeledes til de kommende sæsoner med Kassem Awad på holdet og ser frem til at kunne præsentere vores stærke og dygtige stregspiller for HØJ-familien.
Yderligere oplysninger fås hos adm. direktør Lars Vinther på mobil: 20977930.
Blå bog:
- 30 år (født den 19. marts 1995)
- Moderklub: IFK Nyköping (indtil 2016)
- HK Malmö: 2017-2022
- Elverum Handball: 2022-2024
- Kadetten Schaffhausen: 2024-2025
- Landskampe: 1 (1 mål)