Velkommen til Zøllner A/S – ny guldpartner i HØJ Elite

På billedet ses produktionsdirektør Henrik Ernebjerg Ravn og administrerende direktør i Zøllner A/S, Anders Brandt-Hansen.
Vi er stolte over at kunne præsentere Zøllner A/S som ny Erhvervspartner i HØJ-fællesskabet. Vores nye guldpartner er en succesfuld entreprenørvirksomhed, som har opgaver på det meste af Sjælland, primært i form af infrastruktur, jordarbejde, banearbejde, klima & forsyning, kystsikring og vandbygning.
Zøllner A/S er syvdobbelt Gazelle-vinder og blev, i december 2024, ligeledes kåret til “årets succesvirksomhed” i Region Hovedstaden blandt hele 200 andre virksomheder.
At vores nye Erhvervspartner desuden er en miljøbevidst medspiller, findes der flere konkrete eksempler på. Bl.a. har man gennem de seneste 12 måneder nedbragt tomgangstiden med 33 procent, hvilket konkret betyder en brændstofbesparelse på hele 90.000 liter og, ikke mindst, en CO2 udledningsreduktion på 150 tons. (svarende til ca. 15 gange rundt om jorden i fly)
Hos Zøllner A/S er man ligeledes særdeles bevidste om virksomhedens største og altoverskyggende aktiv, nemlig medarbejderne. Derfor er man også hele tiden på “jagt” for at tiltrække nye lærlinge, som kan sikre fremtiden. I den forbindelse har man helt aktuelt inviteret en række UU-vejledere og samarbejdspartnere til en spændende temadag på hovedkontoret i Kvistgård, hvor man vil fortælle om livet på byggepladsen i entreprenørbranchen og de mange spændende muligheder, som en lærlingeplads indeholder.
Produktionsdirektør Henrik Ernebjerg Ravn fortæller om motivationen for det nye samarbejde med HØJ Elite:
“Vi har stor respekt for HØJ Elites tilgang til tingene i sportens verden. Både at man har modet til at italesætte og effektuere de store sportslige ambitioner, men samtidig har en klar målsætning omkring, “hvad man vil”.
I den kommende sæson glæder vi os til de mange spændende kampe, hvor man måske nok er “underdogs” som udgangspunkt, men som “de nye i klassen” skal forsøge at drille de etablerede ligahold. Det er en mission, vi selv netop har været igennem – og som vi derfor gerne vil støtte op om og meget gerne være en del af”.
Vi glæder os ligeledes til en spændende fremtid med vores nye guldpartner og ser frem til mange gode oplevelser med “Zøllner holdet” – både på og udenfor banen.