Eftertragtet U-landsholdsspiller tilvælger HØJ Elite

Foto: HØJ Elite

Vi er stolte over at kunne offentliggøre, at 19-årige Julie Groth Persson skifter til HØJ Elite og bliver tilknyttet vores håndboldfællesskab på en 2-årig kontrakt.

Julie er en særdeles eftertragtet talentfuld højre back, der i den seneste sæson har tørnet ud for Gudme HK. Julie har desuden været en fast bestanddel af de danske ungdomslandshold og har bl.a. opnået en flot sølvmedalje med U18 landsholdet ved ungdoms-VM i 2024.

Herudover oplevede vi selv Julies mange og åbenlyse talenter på nærmeste hold, da vi i sæsonens sidste hjemmekamp tog imod Gudme HK. Her leverede hun endnu en rigtig flot indsats og bød bl.a. ind med 6 scoringer undervejs.

Cheftræner Kristian Kristensen udtaler begejstret om vores nye stortalent:

”Der er ingen tvivl om, at der er rift om de unge spillere i håndboldverdenen, og vores ”signing” af Julie er en klar og vigtig blåstempling af miljøet i HØJ. 

En af opgaverne bliver nu at videreføre Julies gode udvikling over den kommende tid og – ikke mindst – gennem et godt og trygt miljø, hvilket vi kan tilbyde i HØJ. Her kommer vores rutinerede kræfter ligeledes til at spille en stor og afgørende rolle i hele den proces”.

Julie Groth Persson siger selv om sit forestående skifte til HØJ Elite:

”Jeg glæder mig meget til at blive en del af det spændende og udviklende projekt, samt ikke mindst opleve de mange gode værdier, der er i HØJ.

Herudover har jeg haft nogle rigtig gode og positive samtaler med både Kristian (Kristensen) og Helle (Rasmussen), som begge var med til at overbevise mig om, at HØJ Elite er det helt rigtige for mig.

Sidst men ikke mindst ser jeg frem til at møde alle mine nye holdkammerater og alle andre i og omkring klubben”.   

Hos HØJ Elite ser vi ligeledes frem til samarbejdet med vores nye talentfulde højre back, og vi glæder os meget til at kunne præsentere Julie Groth Persson for hele HØJ familien.

Yderligere oplysninger fås hos HØJ Elites bestyrelsesformand Helle Rasmussen på mobil: 30 32 72 73.

Blå bog:

  • Fødselsdag: 15. februar 2006
  • Rødovre Håndboldklub (ungdom)
  • GOG/Oure (ungdom)
  • Gudme HK (1. division)
  • Ungdomslandshold: U17 og U18
  • 50 mål i 2024/25 (10 kampe for Gudme HK)