Caroline Duelund – styrke, vilje og dedikation

Foto: Thomas Tvilling
Caroline Duelund modtager smilende prisen som Årets spiller i HØJ Elite, mens klapsalver, pift og opmuntrende tilråb fylder lokalet med glæde og stolthed.
Prisoverrækkelsen den 22. maj var afslutningen på den flotteste og mest fantastiske sæson i HØJ Elites historie, en sæson som først og fremmest førte til den suveræne oprykning til ligaen – men som også bød på flere andre og mindeværdige højdepunkter undervejs.
For 23-årige Caroline Duelund var det desuden første sæson i HØJ-trøjen – og det blev en mindeværdig og uforglemmelig debutsæson for vores altid hårdtarbejdende fynbo.
Caroline kom, så og sejrede – sammen med sine dygtige holdkammerater – og var fra første sekund en af de mest toneangivende spillere i sæsonen – ikke bare på holdet men i hele 1. division.
Vores stærke stregspiller har tidligere i karrieren optrådt for både GOG, Gudme HK og Fredericia HK, inden valget faldt på vores fantastiske fællesskab i HØJ-familien. En beslutning som i den grad har været et positivt bekendtskab for begge parter – og som nu fortsætter i håndboldligaen.
Herunder fortæller Caro – som hun kaldes blandt venner – om sit liv med håndboldsporten som en trofast følgesvend, om op- og nedturene samt glæden ved opholdet i HØJ Elite.
Caroline Duelund:
”Så længe jeg kan huske, har jeg villet være professionel håndboldspiller. Helt fra jeg var lille, var det min drøm.
Efterfølgende tror jeg, det gik op for mig, at det hele faktisk godt kunne blive til ”noget” rigtig godt, da jeg blev udtaget til min første landsholdssamling halvvejs inde i 1.g. Herefter fulgte en god periode med bl.a. U19-EM i Slovenien i 2021.
Desværre blev jeg ramt af en skulderskade omkring efteråret i 3.g, og herfra vidste jeg ikke helt, hvor jeg stod.
Efterfølgende var jeg ”ude” i halvandet år efter en operation, og nogle af lægerne sagde til mig, at jeg nok hellere skulle finde på noget andet at lave end at spille håndbold.
Jeg fortsatte dog ufortrødent, og da jeg havde spillet min første halvsæson i Fredericia i 1. division – og godt kunne følge med selvom jeg havde været ude med min skulderskade – så fik jeg igen noget at ”jagte”.
Og herfra tror jeg det gik op for mig, hvad jeg egentlig var i stand til at udrette på håndboldbanen.
Nu er jeg så her i HØJ, og min første sæson i klubben har været vanvittig. At skrive under med HØJ har nok været en af de bedste beslutninger, jeg har taget på min ”håndboldvej” indtil videre.
At få så meget ansvar, med kun et enkelt års ‘1. divisionserfaring’ med mig i rygsækken, har både været vildt, dejligt og enormt bekræftende. Jeg føler, at jeg har udviklet mig og er vokset enormt meget – allerede i min første sæson i klubben.
Lige nu er min drøm og mit mål, at jeg vil være så god, som jeg overhovedet kan blive. Hvad det så end rækker til, det må fremtiden vise. Måske har jeg også en lille drøm om at komme til udlandet en dag – og ellers spille i toppen i den danske liga.
Vi takker Caroline Duelund for at dele sine erfaringer og tanker med os, og ser frem til endnu en god sæson med Caro i HØJ Elite-trøjen.
HØJ Elite – Sammenhold og Fællesskab i Særklasse.